371 / 398
364
-
Rødt og G raat
der paa Forhaand raader over tolv Stemmer i Folketinget,
indtræder i det ny Frihedsministerium Alberti, Hørups Bane,
hvem det ikke har skadet for en Øre, at han umiddelbart
efter at have nedlagt en Mand paa Grund af hans Menin
gers Farlighed, frejdigt erklærede, at han nu selv adopterede
disse Meninger, som han havde villet fælde. Skulde saa
ikke Frihed og alle Fremskridt trives under ham? Fore
løbig belaver han sig paa at tiltræde Regeringen ved at hylde
Kongemagten, kæmpe for Sædeligheden og tale for Rust
ninger. Held følge ham, som det allerede har fulgt ham!“
Et andet Eksempel paa Forsonligheden i danske Sind var
det, at Hørup Aaret efter som Minister blev Albertis Kollega.
7.
Coquelin, hvem jeg saa tidt i mine unge Dage havde
beundret paa
Théâtre français,
var for anden Gang kommen
til Kjøbenhavn, ulykkeligvis med samme Repertoire som det,
hvormed han første Gang havde gjort megen Lykke.
Da jeg en Aften i Maj vilde hente min Billet til Coquelin-
Forestillingen, spurgte Direktør Abrahams mig, om jeg ikke
vilde gaa ind til den franske Skuespiller, der ønskede at se
mig. jeg traf ham meget nedslaaet. Han havde den første
Aften i Kjøbenhavn tabt 3000 francs og tabte denne Aften
endnu mere. Han sad i sin Mascarille-Dragt og harmede
sig: „Det er ikke saa meget Pengetabet, jeg tager mig nær,
som Ydmygelsen, at man lader mig spille for tomme Bænke.“
Jeg gjorde ham opmærksom paa, at hans Ligegyldighed for
det danske Publikum alene bar Skylden; han havde end
ikke agtet paa, at han optraadte nøjagtigt i de samme Roller
som forrige Gang. Da den smukke svenske Skuespillerinde
Fru Hartmann, som dengang tilhørte hans Trup, hørte min
Stemme gennem Bræddevæggen, kom hun ud af sit Værelse