372 / 398
Rødt og G raat
365
og bad mig komme ind. Vi vekslede nogle hjertelige Ord.
Efter tredie Akt kom den finske Maler Edelfelt til mig og
bad mig atter komme op paa Scenen til Coquelin, hvem
Edelfelt med stor Finhed trøstede. Coquelin paastod, at Fru
Hartmann behøvede ti Aars Studium endnu for at kunne
spille paa Fransk for Franskmænd. For nordiske Øren lød
hvad hun sagde godt; kun r ’erne var svage. Hun spillede
overmaade kønt; han selv dengang mesterligt.
Ved en Frokost næste Dag talte han om sine kunst
neriske Sympatier; han satte Alexandre Dumas langt over
Emile Augier, havde øjensynligt ikke Øre for Unaturen i
de Dumas’ske Ræsonnørers altid aandrige og altid selvsikre
Repliker. Han kendte intet til nyere fransk Lyrik, havde
end ikke hørt Jules Laforgue’s Navn. Hans Livs Stolthed
syntes Venskabet med Gambetta at være. Paa det Tidspunkt
gik der endnu et taabeligt Rygte om, at Kuglen, der ramte
Gambetta i Haanden og foranledigede det Sygeleje, som blev
hans Død, var affyret ikke af ham selv ved et Fejlgreb, men
i Skinsyge af hans Veninde. Coquelin, som kendte Damen,
modsagde med Lidenskab Rygtet og overbeviste mig.
Ogsaa danske Skuespillere lærte jeg i disse Majdage at
kende. En Aften, da jeg efter en Forestilling havde siddet
med Krøyers i Teaterkafeen indtil Midnat, og glædet mig
ved den Sympati, de begge viste mig i Anledning af en
løgnagtig Sladder, der var bleven sat i Omløb om mig, rejste,
da jeg vilde gaa, et lille Selskab sig, som sad ved et andet
Bord, hilste paa mig og bad mig blive lidt endnu. Det var
en Gruppe Skuespillere og Skuespillerinder, jeg ikke kendte
personligt. Der var blandt andre Fru Charlotte Wiehe, der
virkede som en Sommerfugl i Menneskeskikkelse, Sommer
fugl ogsaa paa Kunstens Omraade, Wilhelm Wiehe og Orla-
mundt. De lod bringe Champagne og drak min Skaal til
Kl. 2. Da vi gik hjem, var de lyse Nætter begyndte, altsaa