378 / 398
Rødt og Graat
371
har vakt, har da heller ikke det Ringeste med slig principiel Modstand
at gøre.
Man troede Dødsstraffen hertillands faktisk afskaffet. Efter at den
sidste Dødsdømte, som havde sendt en gammel Mand i Tønde over At
lanterhavet, var bleven benaadet, syntes det utænkeligt, at en anden, som
intet Mord havde begaaet, men kun havde gjort Mordforsøg, og endda
blot i den Hensigt selv at blive af med Livet, kunde opnaa sin Hensigt
og tvinge Øvrigheden til at henrette ham. Dernæst syntes det umuligt,
at en Skarpretter som Seistrup, der, sidste Gang han var i Funktion,
havde skilt sig saa rædselsfuldt slet fra sit Hverv, paany skulde kunne an
vendes. Ganske vist var der i Tinget, da i sin Tid Dødsstraf med Guillotine
foresloges, faldet patriotiske Ord til Bedste for den gamle
nationale
Henrettelsesmaade med Økse, men da Seistrup sidst havde hugget to
Gange fejl, og ikke havde faaet sin Afsked, og, saavidt vidstes, ikke siden
da var bleven Afholdsmand, troede man Dødsstraffen stillet i Bero.
Nu har det vist sig, at i dette Land bærer Seistrup ikke Øksen
forgæves.
I disse sidste Dage er Gustav Wied bleven sat paa Fangekost — for
en Novelle, Konsul Ryder benaadet — for sine smukke Øjnes Skyld, og
Jens N ielsen halshugget — for at Loven, som Hr. Lendrop saa højtideligt
sagde det, kunde
ske Fyldest.
Da i dette Land Loven jo ikke hver Dag
sker Fyldest,
burde man
maaske for en Gangs Skyld glæde sig derover.
Desværre er der Biomstændigheder, der ligesom gør et Skaar i
Glæden.
De undskyldende Omstændigheder, der gjorde sig gældende overfor
Philipsen og Ryder, fattes jo tilsyneladende ikke her. Jens Nielsens Hr.
Fader gjorde sig usynlig før eller efter Barnets Fødsel, Moderen tog sig ikke
af det; Drengen kom paa Sognet.
Hans første Forbrydelser eller Forseelser var Rapserier. De straf
fedes med Ris paa Raadhuset, og saaledes vaktes den Trods, der skulde
føre ham saa vidt, og det Had til Samfundet, der gjorde ham ubændig.
Var han ikke straks bleven anbragt paa Tvangsanstalter, men havde han
havt Arbejde i Frihed, var han vel bleven en anden. Det er den Art
ustyrlige Naturer, der ikke taaler Tvang og ikke kender til Dødsfrygt, der,
fødte højere oppe paa Samfundsstigen, tidt bliver stærke og fremtrædende
Personligheder, forvovne Opdagere, tapre Kavalleri-Officerer
o
g deslige.
Fængselspræsten Pastor Hafstrom er sikkert en mindre udmærket
Psykolog end Prædikant, naar han om Jens N ielsen bemærker: „Han var
en Usling og en Pjalt“. Et ikke ringe Mod vil Hs. Velærværdighed dog
vanskelig kunne negte Fangen. Kærlig, men ikke slaaende er dernæst
Præstens Bemærkning, at man burde have givet Forbryderen langt mere
24*