379 / 398
372
Rødt og Graai
legemlig Straf, og overraskende er Ordet: „Man har
forkæ let
ham her
i Fængslet“.
Tamp og Kat har han faaet; i Celle har han siddet med Lænker
fra Hænderne til Fødderne — Forkælelse i strengere Forstand kan det
neppe kaldes.
I ethvert Tilfælde har der efter Jens N ielsens sidste Forbrydelse
ingen Forkælelse mere fundet Sted. Det eneste Menneske, som han holdt af,
var hans Søster.
Paa Brev fra hende ventede han forgæves sin sidste
Levedag. Grunden til hendes ham ubegribelige Tavshed var maaske den,
at hun ikke havde faaet det Brev, han allerede for et Aar siden havde
skrevet til hende. Da det indeholdt „Skældsord mod Gud og Mennesker“
holdt man nemlig ganske simpelt Brevet tilbage. Det ligger endnu, hedder
det, „i Overfængsels-Inspektørens Skuffe“. Mon man har underrettet
Fangen derom? Mon man har sagt ham, at han maatte skrive Brevet om
og i andre Udtryk?
Noget overflødig tager sig fremdeles for Lægfolk Ceremoniellet ud,
da Fangen allerede stod ved Blokken. Hvad Gavn det skulde gøre, da i
ét Træk at læse 3 Domme i Kancellistil højt for ham, først Underrets-
Dommen, saa Overrets-Dommen og tilsidst Højesterets-Dommen, mens
han stod og ventede paa Øksehugget — det er for dig, det er for mig en
Gaade. Kunde man ikke skaanet ham idetmindste for de to af Dommene?
At høre tre Domme efter hinanden er allerede under almindelige Om
stændigheder en let Tortur, men under disse!
Det eneste Lyspunkt i Ceremonien har for Fangen uden Tvivl det
Øjeblik været, da Hr. Lendrop kærligt lagde sine Hænder paa hans Skuldre.
En Mellemting af en Omfavnelse og en Velsignelse, givet af en
vieux
beau
til et
mauvais sujet
, har altid noget Opbyggeligt ved sig.
Saa staar endnu kun det sidste Raffinement tilbage. De
3
O Kroner,
som Jens N ielsen havde opsparet og testamenteret til sin Søster for at
hun derfor kunde købe nogle Bøger med Billeder i til Minde om ham,
er bievne anvendte til Dækning af Udgifterne ved hans egen Halshugning.
Hermed er i den bedste af alle mulige Verdener Retfærdigheden
sket Fyldest.
11
.
Mine Nerver var da paa Sprængpunktet. Jeg udholdt
ikke længer Sommeropholdet i Kjøbenhavn. Efter nogen
Tvivl om hvorhen jeg vilde have mest Udbytte af at rejse,
besluttede jeg at tage mod en Indbydelse, jeg havde mod