381 / 398
374
Rødt og Gra a t
was heute noch hält, wird morgen zerfressen.
Was nützt mir das Messen!
Ich fühl es, es ist kein Zweifel,
die Scholle thaut allmählich zum Teufel.
Bald wird sie zu klein,
mich zu tragen, sein,
und die trostlose Bahn,
sie endet im schweigenden Ocean.
Den sidste Dag af mit Ophold fik vi Besøg af Billed
huggeren Siemering og Arkitekten Poppe, to sjældent smukke
Mænd.
Fra Bremen tog jeg til Dresden at hilse paa Georg
Treu. Det var syv Aar siden jeg sidst havde set Galleriet
med ham; men min Glæde derved var saa frisk, som saa
jeg det første Gang. Hvilke Herligheder der! Hvilken Fest
for Øjet! Himmeriges Rige er ikke saa skønt; der er jo
ingen Kunst dér.
Vi dvælede i Fællesskab ved Portræterne i den antike
Skulptur, Demosthenes, Thukydides, Diogenes. Det var mig
en Tilfredsstillelse, at ogsaa Treu satte Demosthenes’ staaende
Portrætstatue over ethvert andet antikt Portræt.
En gammel Professor, der trods sit tyske Navn var en
af de ivrigste Ungczecher, modtog mig i Prag paa Banegaarden og
vilde, jeg skulde tage Ophold i hans Hjem, hvor man ven
tede mig som Gæst. Jeg foretrak dog at tage ind paa et
Hotel, men kom til at opholde mig lidet der. Professoren
havde korresponderet med mig i længere Tid og været ivrig
for at faa mig til Prag; hans unge Datter havde lært sig
Dansk og oversat adskilligt af mig. Det var et stakkels
lille dværgagtigt Pigebarn paa tyve Aar, vanfør, halt, lidende af en
indre Kræftskade, iøvrigt ikke blot opvakt, men højtbegavet,
udrustet med Sprogtalent, skarp Forstand og digteriske An
læg. Denne beklagelsesværdige unge Skabning knyttede sig
til mig med Lidenskabelighed. Under mit Ophold i Prag