383 / 398
376
R ødt og Graat
Hradschin. Man gav mig Plads ved Siden af Vrchlicky.
Tre Taler holdtes til mig, to tyske og en czechisk. Jeg
svarte, og en Enkelthed i min Tale, en Sammenligning af
den czechiske Folkeaand, som denne for den Fremmede
tidligere var udvisket ved det tyske Dække, med en Kirke,
hvis farveprægtige Fresker Vandalisme i gamle Dage har
dækket med Kalk, gav Vrchlicky Anledning til den mig til
egnede Sonet, der findes i hans Samling
Bodlåci Parnasu
fra 1892.
Den næste Dag var jeg indbudt i den czechiske Stu
denterforening, hvor Formanden holdt en Tale til mig paa
Fransk, og Forsamlingen fire Gange udbrød i vældige
Nazdår-
Raab (Til Lykke!) Jeg selv maatte to Gange tale (paa Fransk
og Tysk). Dagen derefter igen besøgte jeg, i Selskab med
den udmærkede Kritiker Alfred Klaar, den tyske Studenter
forening og maatte skrive et Stykke Prosa i dens Album.
Senere var jeg indbudt til et Aftensmaaltid i Haven ved
Deutsches Haus
med en Del tyske Malere, Billedhuggere
og Skribenter, mellem hvem jeg mindes Maleren Libietzski
fra Wien og Maleren Diet med hans nette unge Frue, en
Italienerinde, bekendt for sit Klaverspil. I Selskabet var og-
saa den finske Afrikarejsende, Eduard Westermarck, hvem
jeg da saa for første Gang.
Det var ikke ganske let i Prag, som er en sand Vepse-
rede af indbyrdes Nationalhad, at bevæge sig i begge de
kæmpende Nationaliteter. Det lettedes mig ved den udsøgte
Takt, som begge Parter lagde for Dagen mod mig som
Fremmed, idet ingen af dem tvang mig til at vælge. Jeg
skal iøvrigt ikke dvæle ved mit Ophold i Bøhmen, da jeg
har beskrevet Prag omhyggeligt og vidtløftigt. *)
Fra Prag tog jeg til Nürnberg, den tyske Middelalders
*) Saml. Skrifter XI, 270.