389 / 398
382
Rødt og G raat
Hvem vilde taale Tidens Snært og Haan
Voldsmandens Overgreb, Stormandens Spot,
forsmaaet Elskovs Kvaler,
Rettens Omsvøb,
Embedsmcends Hovmod og de Spark, som rettes
a f Slyngler mod beskedne Hædersmænd,
naar han blot med en Knivspids kunde ridse
sit Rejsepas.
Man sporede endelig med Sikkerhed, af hvad Aand og
Hu Shakespeare paa et givet Tidspunkt var besjælet, i de
mange Tilfælde, hvor vi havde hans Stof baade udenfor
hans Værk og i Værket, altsaa var i Stand til punktuelt at
eftervise, i hvad Retning han ændrede og tillempede det.
Saaledes f. Eks. naar han paa et vist Tidspunkt af Uvilje
mod en bestemt Kvindetype, maaske endog mod Kvinden
overhovedet, stillede Kleopatras Færd i langt ugunstigere
Lys, end den gamle græske Historieskriver havde gjort,
hvem han iøvrigt i alle Enkeltheder fulgte.
Opgaven var da ikke uløselig, saa vanskelig den end
efter Sagens Natur maatte være.
Naar jeg saa tilbage over de historiske Skikkelser, jeg
i Aarenes Løb havde forsøgt at male i Legemsstørrelse, saa
faldt de for mit Øje i to Grupper, de som havde tiltrukket
mig ved de Tanker, og de som havde tiltrukket mig ved
de Lidenskaber, de gav Udtryk.
I min gamle Bog om Hippolyte Taine var det den
franske Kritikers Tanker, som sysselsatte mig, og først i
anden Linje Kunstneren i ham, i tredie hans Menneske
væsen, der var mit eget saa uligt.
Hos Søren Kierkegaard havde vel Aandslivet først og
fremmest fængslet mig; men uadskilleligt fra det var P e r
sonligheden, der, saa fjernt den stod mig,overfor Byen
Kjøbenhavn befandt sig i en med min beslægtet Situation.