395 / 398
388
Rødt og G raat
paa tyvende Aar. Enhver Fremrykning i Anseelse eller
Anerkendelse var Signalet til ny Udbrud af smaalig Mis
undelse. Og det Rædselsfuldeste var dette: Følelsen af,
hvorledes selv en fribaaren Sjæl skrumpede ind i disse
Lilliputforhold, vænnede sig til at tage det Ligegyldige alvor
ligt og tillægge det en Art Vægt, vænnede sig til at se
Gemenheden behandlet som ligegyldig og straffri eller oven
i Købet som egnet til Belønning.
Det var nødvendigt, daglig i sit Sjæleliv at bestige et
Taarn, hvorfra man kunde overskue Synskresen, og desuden
daglig at indprente sig Nødvendigheden af, for sin Udvik
lings Skyld at veksle Horizont.
Jo friere man var stillet, des skarpere saa man, hvad
der dybt nede i Snevringerne laa for Dagen, Folkets dulgte
Fortrin og skjulte Brøst. Jo højere man hævede sig, des
klarere saa man ud over den vide Verden, hvor der tænktes
og arbejdedes, forskedes og frembragtes, og var derfor i
Stand til at skønne, hvad af alt dette der var egnet til
Fremme for det danske Folk og kunde komme det til Gode.
Jo mere Horizont man havde og jo mindre stavnsbunden
man var, des mere levede man ikke blot for sine Nærmeste
eller for sine Landsmænd, men for alle dem, som havde En
behov, ligegyldigt hvor deres Vugge stod, blot det Lidet,
man vidste og evnede, den Smule Paavirkning og Indvirkning,
man var Herre over, den Indflydelse, man efterhaanden
kunde øve, blev sat ind paa rette Sted. Mangt et forurettet
Menneske kunde man da hjælpe, ja hele Folkeslag, der
appellerede til Retssans og Frisind, kunde en enkelt Privat
mand uden nogen officiel Myndighed skaffe Oprejsning eller
idetmindste bringe Trøst.
Endelig, det følte og vidste jeg: Den, der saa’ langt og
vidt, og som derfor havde Begreb om talrige politiske og