386
Rødt og G raat
den, at man om Goethe véd altfor meget. Efter den Højde,
Goethe-Forskningen i Tyskland havde naaet, var det noget
nær umuligt for en Ikke-Tysker at hamle op med de Ind
fødte i alsidig Kundskab. Det var Aarsagen, hvorfor jeg
ikke havde nogen Hast med Udgivelse af en Bog om
Goethe. Men jeg stræbte at fremme min Selvudvikling,
idet jeg fra Stade til Stade, fra Værk til Værk, fulgte den,
hvis Liv og Kunst med større Ærbødighed for Naturen end
nogen tidligere aandelig Stormands lod Anlæg og Planer gro
i uforstyrret Vækst.
Goethe sysselsatte mig dog dengang mest som den alt
omfattende Intelligens, og jeg saa hans Værker fra Intelli
genssiden. At Shakespeare var kommet til for en længere
Tid at fortrænge ham af mit Indre, beroede paa, at Liden
skabernes Liv nu sysselsatte og fængslede mig mer end
Tanke- og Drømmelivet, og at Shakespeares Værker var det
rigeste mig bekendte Gemmested for sanddru og storstilede
Billeder af Lidenskabslivet.
14.
Hvad der fra først af havde draget mig til Shakespeare
som Æmne, det var, som ovenfor antydet, Hanget til at
skildre den største Bitterheds Tidsrum i hans Sind. Det
var ikke hans ypperste, verdenskendte Værker, som lokkede
mig mest. Havde Shakespeare ikke skrevet
Troilus og
Cressida, Coriolanus
og
Timon fra Athen,
saa havde han ikke
fænglet mig saa ubetinget, at jeg maatte fordybe mig i ham.
Men nu da jeg havde dannet mig et Overblik over hans
hele Livsgang, var selvfølgelig de underordnede Værker, der
var mig saa interessante som Symptomer, traadte tilbage i