GeorgBrandesLevned

386

Rødt og G raat

den, at man om Goethe véd altfor meget. Efter den Højde,

Goethe-Forskningen i Tyskland havde naaet, var det noget

nær umuligt for en Ikke-Tysker at hamle op med de Ind

fødte i alsidig Kundskab. Det var Aarsagen, hvorfor jeg

ikke havde nogen Hast med Udgivelse af en Bog om

Goethe. Men jeg stræbte at fremme min Selvudvikling,

idet jeg fra Stade til Stade, fra Værk til Værk, fulgte den,

hvis Liv og Kunst med større Ærbødighed for Naturen end

nogen tidligere aandelig Stormands lod Anlæg og Planer gro

i uforstyrret Vækst.

Goethe sysselsatte mig dog dengang mest som den alt

omfattende Intelligens, og jeg saa hans Værker fra Intelli

genssiden. At Shakespeare var kommet til for en længere

Tid at fortrænge ham af mit Indre, beroede paa, at Liden

skabernes Liv nu sysselsatte og fængslede mig mer end

Tanke- og Drømmelivet, og at Shakespeares Værker var det

rigeste mig bekendte Gemmested for sanddru og storstilede

Billeder af Lidenskabslivet.

14.

Hvad der fra først af havde draget mig til Shakespeare

som Æmne, det var, som ovenfor antydet, Hanget til at

skildre den største Bitterheds Tidsrum i hans Sind. Det

var ikke hans ypperste, verdenskendte Værker, som lokkede

mig mest. Havde Shakespeare ikke skrevet

Troilus og

Cressida, Coriolanus

Timon fra Athen,

saa havde han ikke

fænglet mig saa ubetinget, at jeg maatte fordybe mig i ham.

Men nu da jeg havde dannet mig et Overblik over hans

hele Livsgang, var selvfølgelig de underordnede Værker, der

var mig saa interessante som Symptomer, traadte tilbage i