387 / 398
380
Rødt og G raat
Ernst Brandes havde en god Forstaaelse af sine Byesbørn.
Han vidste godt, hvordan de vilde have det. Det er hans
Ære, at han ikke gav Køb, men holdt sit Blad efter sin
Overbevisning paa Bekostning af dets Udbredelse.“
Min Broders Død faldt paa et Tidspunkt, da mer end
én alvorlig Modgang ramte mig. — Naar man gaar ad en
ensom Gade i Kjøbenhavn ved Midnatstid, hænder det, at
man kommer til at gaa en Snes Skridt bag efter Lygtesluk
keren, der da slukker ethvert Lys foran En, altsom man
nærmer sig til det.
Der er Tider i Ens Liv, hvor
man har en beslægtet Fornemmelse af at følge en Skæbne,
der saasnart man øjner et Lyspunkt i Ens Nærhed, slukker
det paa Ens Vej.
13.
Den, der vil fortælle sit Levned, kan love sig selv og andre
at være sanddru, ikke, som det barnagtigt kræves af ham,
at være upartisk. Sterne har med Rette bemærket, at over
hovedet slet Intet bliver ganske upartisk gengivet; ifald man
vilde sige, at Spejlet som Gengiver udgør en Undtagelse,
saa drejer det dog vor Skikkelse om og gør højre Haand
til venstre.
Det er vel nærmest Harmen over de Vrængbilleder af
En, der sættes i Omløb, og Væmmelsen ved dem, som i
fremrykkede Aar gør En og Anden til Selvbiograf.
Paa det Tidspunkt, hvorved her dvæles, var jeg imid
lertid endnu meget langt fra at spore nogen Drift til at
meddele mit Levned, følte tvertimod den kraftigste Uvilje
mod Tanken.
Det var paa helt anden Maade, at jeg da følte Trangen
til at lægge mit Indre for Dagen, nemlig, som jeg alt i
mange Aar havde gjort det, gennem Skildringen af en betyde