385 / 398
378
Rødt og G raat
mod Bladet, løb om paa Børsen med en Liste, hvorpaa de
opfordrede til at tegne Frasigelser af det Organ, „der for-
haanede de nationale Minder“.
Børstidende
fik ved den
Lejlighed flere hundrede Frasigelser, hvad i Forhold til Bla
dets Oplag var af Vægt. Saa fjantet var dengang den politiske
Fanatisme.
Ernst Brandes blev paa alle Omraader hæmmet af
Hadet. Det havde ingenlunde oprindeligt været hans Hen
sigt at ende som Bladudgiver. Han var en Autoritet i Børs-
og Banksager; han havde stort administrativt Talent. Men
han kunde aldrig opnaa den ringeste Stilling. Hans Ønske
var at være Bankdirektør, og han skuffedes talrige Gange.
Da han var udpeget af Handelsbankens Chef Le Maire, som
tilbød ham Direktoratet, blev hans Ansættelse forhindret af
Ministeren Nellemann, tidligere Bankens Direktør, og af en
kelte Grosserere, der særligt beærede
mig
med deres Had.
Endog en ringere Ansættelse som Bestyrer for National
bankens Filial paa Lolland, en Plads, som kunde bestyres
af en almindeligt begavet Kontorist, blev ham negtet. Saa
nødtes han til at blive Journalist, lærte sig med ikke ringe
Møje at skrive klart og godt, opnaaede Anseelse som øko
nomisk Forfatter.
Da han, som alt berørt, ikke kunde
komme ud af det med den ene af
Politikens
Udgivere, stif
tede han stædigt sit eget Blad og satte sin Formue ind der-
paa. Skønt det ikke vandt Jordsmon, vilde han ikke høre
op, „for ikke at unde de andre den Triumf“. Han skyldte
alligevel ved sin Død intet Menneske en Øre.
Hans Forældre bar denne Ulykke med rolig Fatning,
men det var som om deres Ansigter forandrede sig, og de
var da 76 og 74 Aar gamle.
Hørup skrev om Ernst Brandes disse træffende Ord:
„Han satte sin Stolthed i at være den rene og skære prak
tiske Forstand. Mod al Siags genial Forfløjenhed stillede