380 / 398
Rødt og Graat
373
taget fra Prag for at se endnu en slavisk Kultur, en, jeg
ikke kendte.
Jeg tog i Begyndelsen af Juli en Aften afsted og gik
om Natten med Damperen til Kiel. Det var en af de yderst
faa smukke Nætter, vi havde den Sommer. Søen var stille.
I Nord et luende Bælte af rød Himmel, og Vandet i nord
lig Retning stærkt blaat, vekslende mellem lyse- og mørke-
blaat, alt som Bølgerne gik. Havet lignede et strammet og
krøllet Klæde, hvorover der laa Metalglans; det saa ud som
hævede det sig mørkladent op mod Horizonten for saa at
ende i en lys Bræm, letblaa mod den røde Himmel. Paa
den anden Side af Skibet var Havet mørkt, sort som sort
Silke er mørk, og derover faldt Maanens Bro af tynde,
glitrende Guldstriber, ret bred, thi det var omtrent Fuld-
maane, og den spillede midt i alt det Sorte i en uafbrudt
Række fra Maanen og til Skibet. Det saa romantisk ud.
Men Klokken 4 om Morgenen var Alt paa begge Sider ens
formigt graat, Himmel og Hav. Saa sjældne er de farvede
og skønne Timer; de fleste er det bare, trøstesløse Graat.
Jeg tyede til Bremen til Arthur Fitger for at arbejde
der nogle Dage i fuldstændig Ro. Jeg fik Afsnittet om Jo
seph de Maistre til den omarbejdede tredie Del af
Hoved
strømninger
fra Haanden. Han læste Vers for mig sent
paa Aftenen, deriblandt et Digt, hvis Slutning jeg bad ham
omarbejde en Smule, men hvis Begyndelse fængslede mig.
Det lød:
Wie ein Nordpolfahrer komm’ ich mir vor,
der sein Schiff verlor
und fortsetzen muss die Reise
auf südwärts treibendem Eise.
Ein Schmelzen, ein Schwinden
nach allen vier Winden.
Tagtäglich klaffen weiter die Spalten,
heut bröckelt was gestern noch festgehalten;