382 / 398
Rødt og G raat
375
sendte hun mig stadigt Roser. Da jeg tilsidst sagde Farvel,
blev hendes Læber hvide, og Faderen sagde mig, hun havde
hulket hele Natten. Hun sendte mig efter min Bortrejse i
nogle Maaneder Brev paa Brev, overskrevne: Mest elskede
Mester! indtil der uden Overgang en Dag indløb et med Over
skrift: Højtærede Herre! Da jeg skriftligt skemtende spurgte,
hvad jeg skyldte mit dybe Fald fra den første Tiltale til den
anden, fik jeg ikke noget Svar, men jeg erfor, at den stak
kels unge Dame pludseligt havde knyttet sig med endnu
heftigere Lidenskab til Komponisten Zdenko Fibich og var
sysselsat med at skrive Teksten til en Opera af ham. — Nu
e r Fibich død; ikke længe efter døde hun og saa hendes
Fader.
Jeg opsøgte Jaroslav Vrchlicky, med hvem jeg i nogen
Tid havde staaet i Forbindelse og hvis Fortællinger
Farvede
Skaar
jeg paa Dansk havde forsynet med en Indledning.
Jeg fandt i ham en henrivende Type paa en slavisk Digter
af universel Kultur, smidig og dog mandig, blid af Sind og
en Formkunstner, hvis Rang ikke lader sig overtræffe.
Det czechiske Teater, de czechisk talende Bøhmeres
Stolthed, blev mig forevist af Direktøren, og jeg beundrede
oprigtigt dets smukke Udstyrelse. I Direktørens Loge saa
jeg, med de tilstedeværende Studenters Kikkerter ubarm
hjertigt rettede paa mig, forskellige nationale Stykker, jeg
kendte i Oversættelse, og en Prøve paa Ungareren Emerich
Madåch’s Drama
Menneskehedens Komedie,
der trods en
rig Udstyrelse lod mig kold. Mit Komme til Prag var ikke
forblevet ubemærket, Aviserne bragte en Del Notitser om
mig og
Zlata Praha
en større Artikel med mit Portræt.
De czechiske Forfattere og Kunstnere indbød mig til en
Fest
(vécer Brandesuv)
paa Sofia-Øen i Moldau. Jeg naaede
til den ad den lange Jernbro, mens for mine Øjne løftede
sig grøntbevokset og med skønne Akazietræer det stolte