388 / 398
Rødt og Graat
381
ligere Personlighed, i hvem jeg formaaede at bryde ind fra
en eller anden Side, for saa at fordybe mig i Manden. En af
Betingelserne for at Arbejdet kunde lykkes, var, at Skik
kelsen i en vis Henseende svarede til det Udviklingstrin,
hvorpaa jeg da netop stod, og at den var rummelig nok til
at jeg kunde røre mig i den.
Atten Aar tidligere havde jeg fundet mig helt til Rette
i Lassalle. Nu behøvede jeg saa megen Plads, at jeg in
stinktmæssig havde tyet til Shakespeare, om hvem jeg det
Foraar afsluttede mine Forelæsninger. Disse Forelæsninger
var endnu kun et raat og foreløbigt Udkast, der havde
taget tre Halvaar. Jeg lod dette Udkast ligge og ruge i
mig mer end halvtredie Aar endnu, indtil jeg i December 1894
begyndte Nedskrivningen af Bogen.
Men i al den Tid var Shakespeare ikke ude af mine
Tanker. Den Opgave havde fristet mig at bygge hans
Menneskevæsen op i dets Vækst og Udfoldelse, som det
lod sig ane igennem hans Værker, en Opgave, som Ingen
havde stillet sig og endnu mindre Nogen løst. Saa lidet
vidstes jo af positive Kendsgerninger om Manden, at i Da
tiden Læren om at Shakespeare slet ikke var Værkernes
virkelige Forfatter, havde fundet rivende Tilslutning, ikke
blot blandt de ganske Raa og Ukyndige, men endog blandt
højt Dannede; Nietzsche var iblandt dem. Ikke desmindre
havde Forfatteren sikkert nok heddet Shakespeare, og der
gaves mange Midler til at trænge ind i Shakespeares Følel
sesliv. Man sporede det i alle de Tilfælde, hvor Digteren
talte i eget Navn, som i sine Sonetter, og i alle de Tilfælde,
hvor han ved Uagtsomhed lagde en Person Følelser i Mun
den, der ganske stred mod den Paagældendes Samfunds
stilling og mulige Erfaringer, men fyldte ham selv, som naar
Prins Hamlet siger: