391 / 398
384
Rødt og G raat
udviklede og berigede mig ikke. Det gjorde derimod paa
sin Vis Studiet af Lord Beaconsfield, fordi jeg under dette
Studium blev mig det Vedligeholdende i mit eget Væsen
bevidst. Da det bl. a. for mig som for ham syntes af
højeste Vigtighed, at Englands Magt ikke blev forringet,
billigede jeg hans af de Liberale fordømte Imperialisme. Og
jeg forstod fra da af, at Radikalismen i mit Sind til Mod
vægt havde en stærk historisk Følelse af Sammenhængen
mellem Tiderne og en Bevidsthed om Umuligheden af at
arbejde paa bar Bund. Mer og mer gjorde sig fra Halv
fjerdsernes Slutning i mine Skrifter og Udtalelser gældende
en vis Fornuftens Ligevægt.
Ikke at mine Modstandere følte eller forstod det. Med
en Mangel paa psykologisk Sans, der ikke beroede paa ond
Vilje, men paa den tykkeste Sløvhed og Dumhed, vedblev
de endnu tredive Aar derefter at fremstille mig som blind,
fanatisk Partimand.
Velvillige men kritiske Læsere havde skarpere Blik.
Da
Det unge Tyskland
udkom, modtog jeg et udførligt ano
nymt Brev, ingenlunde uhøfligt, men oprørt, hvori der bit
tert klagedes over den Rolle, Goethe spillede i dette Slut
ningsbind. Altsaa, hed det med Forbitrelse, i Forherligelse
af Goethe løb hele Aandsrevolutionen ud! Ifald dette fra
først af havde været Meningen og Brevskriveren da havde
forstaaet denne Mening, aldrig havde han da støttet og fulgt
mig. Alligevel havde jeg allerede ni Aar forinden i en Af
handling
Goethe og Danmark
uforbeholdent lovprist Goethe,
der dog mindst af alle kan kaldes revolutionær.
Efter Beaconsfield havde jeg udført Billedet af Holberg
og udført det med fuld Sympati for den oplyste Enehersker,
som han var. Paa samme Tid var det, jeg offenligt ved en
Grundlovsfest erklærede, at Benævnelsen Demokrat ikke
kunde anvendes paa mig.