Previous Page  391 / 398 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 391 / 398 Next Page
Page Background

384

Rødt og G raat

udviklede og berigede mig ikke. Det gjorde derimod paa

sin Vis Studiet af Lord Beaconsfield, fordi jeg under dette

Studium blev mig det Vedligeholdende i mit eget Væsen

bevidst. Da det bl. a. for mig som for ham syntes af

højeste Vigtighed, at Englands Magt ikke blev forringet,

billigede jeg hans af de Liberale fordømte Imperialisme. Og

jeg forstod fra da af, at Radikalismen i mit Sind til Mod­

vægt havde en stærk historisk Følelse af Sammenhængen

mellem Tiderne og en Bevidsthed om Umuligheden af at

arbejde paa bar Bund. Mer og mer gjorde sig fra Halv­

fjerdsernes Slutning i mine Skrifter og Udtalelser gældende

en vis Fornuftens Ligevægt.

Ikke at mine Modstandere følte eller forstod det. Med

en Mangel paa psykologisk Sans, der ikke beroede paa ond

Vilje, men paa den tykkeste Sløvhed og Dumhed, vedblev

de endnu tredive Aar derefter at fremstille mig som blind,

fanatisk Partimand.

Velvillige men kritiske Læsere havde skarpere Blik.

Da

Det unge Tyskland

udkom, modtog jeg et udførligt ano­

nymt Brev, ingenlunde uhøfligt, men oprørt, hvori der bit­

tert klagedes over den Rolle, Goethe spillede i dette Slut­

ningsbind. Altsaa, hed det med Forbitrelse, i Forherligelse

af Goethe løb hele Aandsrevolutionen ud! Ifald dette fra

først af havde været Meningen og Brevskriveren da havde

forstaaet denne Mening, aldrig havde han da støttet og fulgt

mig. Alligevel havde jeg allerede ni Aar forinden i en Af­

handling

Goethe og Danmark

uforbeholdent lovprist Goethe,

der dog mindst af alle kan kaldes revolutionær.

Efter Beaconsfield havde jeg udført Billedet af Holberg

og udført det med fuld Sympati for den oplyste Enehersker,

som han var. Paa samme Tid var det, jeg offenligt ved en

Grundlovsfest erklærede, at Benævnelsen Demokrat ikke

kunde anvendes paa mig.