GeorgBrandesLevned

Rødt og Graat

385

Meget indtrængende havde jeg derefter i sidste Del af

Hovedstrømninger

fremstillet Heinrich Heine. Jeg havde

ikke, saaledes som Borne og andre, angrebet ham som ikke

oprigtigt revolutionær; jeg havde stræbt at forstaa og forsone

de forskellige Sider af hans Væsen. Jeg viste, at han rædde

des for et Liv uden Skønhed, for det store Arbejdshus

uden Overflod. Og jeg fortsatte:

Dog hvad der end mere vakte hans Uvilje, var et Liv uden Storhed,

med Lighed i Middelmaadigheden til Religion, med Hadet til Geniet, til

de søgende Aander og til dem, der aabent forkaster nazarensk Afholden

hed, til eneste virkelig Moral. Hvad han i lige Grad afskyede, var Sam

fundet, som han kendte det, regeret af et Præsteskab uden Aand og af

en Adel uden Finhed, og saa et Samfund, som han forudsaa det, be-

staaende af frigivne Slavesjæle, der kun havde ophørt med det Kryberi,

der var deres Instinkt, for at give den Misundelse Tøjlen, som var Kær

nen i al deres Sædelighed.

Han var visselig

fo r

Revolutionen mod Ludvig d. 16., denne skikke

lige Kleinsmed, der var bleven Konge. Dog var han lige saa vist

for

Cæsar mod Brutus, denne Klodrian af en Aagerkarl, der ikke kunde

andet end stikke en Kniv i en stor Mand.

Han indbildte sig at være Monarkist; han kaldte sig kongetro af

Overbevisning, fordi han var cæsarisk sindet og manglede Ordet. Han

indbildte sig at være Demokrat, han kaldte sig derfor, fordi han var født

som Plebejer, hadede enhver uretfærdig Fødselsforret, og følte sig stillet

i en evig Opposition til Junkere og Præster. Men i sit inderste Sjæle

liv var han følgeret. Den tilsyneladende Modsigelse i hans politiske

Sympatier og Bestræbelser kom af at han elskede Storhed og Skønhed

saa højt som Frihed og ikke vilde ofre Menneskeslægtens højeste Udvik

ling paa en uvirkelig Ligheds og virkelig Middelmaadigheds Alter.

Trods Hævdelsen af Heines i Tyskland altfor hyppigt

miskendte Storhed som Lyriker havde jeg under en gen

nemført Sammenligning udviklet, hvorfor han endog som

lyrisk Digter stod tilbage for Goethe.

Om Goethe selv havde jeg, som ovenfor nævnt, i

Aårene 1888 og 1889 holdt Forelæsninger. Medens vi om

Shakespeare véd altfor lidt, var Vanskeligheden for mig her

Georg Brandes: Levned. III.