Rødt og Graat
385
Meget indtrængende havde jeg derefter i sidste Del af
Hovedstrømninger
fremstillet Heinrich Heine. Jeg havde
ikke, saaledes som Borne og andre, angrebet ham som ikke
oprigtigt revolutionær; jeg havde stræbt at forstaa og forsone
de forskellige Sider af hans Væsen. Jeg viste, at han rædde
des for et Liv uden Skønhed, for det store Arbejdshus
uden Overflod. Og jeg fortsatte:
Dog hvad der end mere vakte hans Uvilje, var et Liv uden Storhed,
med Lighed i Middelmaadigheden til Religion, med Hadet til Geniet, til
de søgende Aander og til dem, der aabent forkaster nazarensk Afholden
hed, til eneste virkelig Moral. Hvad han i lige Grad afskyede, var Sam
fundet, som han kendte det, regeret af et Præsteskab uden Aand og af
en Adel uden Finhed, og saa et Samfund, som han forudsaa det, be-
staaende af frigivne Slavesjæle, der kun havde ophørt med det Kryberi,
der var deres Instinkt, for at give den Misundelse Tøjlen, som var Kær
nen i al deres Sædelighed.
Han var visselig
fo r
Revolutionen mod Ludvig d. 16., denne skikke
lige Kleinsmed, der var bleven Konge. Dog var han lige saa vist
for
Cæsar mod Brutus, denne Klodrian af en Aagerkarl, der ikke kunde
andet end stikke en Kniv i en stor Mand.
Han indbildte sig at være Monarkist; han kaldte sig kongetro af
Overbevisning, fordi han var cæsarisk sindet og manglede Ordet. Han
indbildte sig at være Demokrat, han kaldte sig derfor, fordi han var født
som Plebejer, hadede enhver uretfærdig Fødselsforret, og følte sig stillet
i en evig Opposition til Junkere og Præster. Men i sit inderste Sjæle
liv var han følgeret. Den tilsyneladende Modsigelse i hans politiske
Sympatier og Bestræbelser kom af at han elskede Storhed og Skønhed
saa højt som Frihed og ikke vilde ofre Menneskeslægtens højeste Udvik
ling paa en uvirkelig Ligheds og virkelig Middelmaadigheds Alter.
Trods Hævdelsen af Heines i Tyskland altfor hyppigt
miskendte Storhed som Lyriker havde jeg under en gen
nemført Sammenligning udviklet, hvorfor han endog som
lyrisk Digter stod tilbage for Goethe.
Om Goethe selv havde jeg, som ovenfor nævnt, i
Aårene 1888 og 1889 holdt Forelæsninger. Medens vi om
Shakespeare véd altfor lidt, var Vanskeligheden for mig her
Georg Brandes: Levned. III.
25