390 / 398
Rødt og Graat
383
Skikkelser som Esaias Tegnér eller Schack Staffeldt
havde aldrig staaet for mig som Væsener, i hvilke mit eget
Væsen kunde finde Rum; de pirrede alene min kritiske
Forstand som dunkle Lignelser, i hvilke det gjaldt om at
finde den Ubekendte. Den antydedes hos Tegnér i Digtet
Mjdltsjukan,
røbedes hos Schack Staffeldt i de Digte, hvor
hans Lidenskab for Al-Enheden bryder frem, i den filosofisk
poetiske Lyksalighed ved at møde Altets polære Modsæt
ninger som Vaar og Høst eller Naturens skilte Udviklings
stadier som Blomst og Frugt forenede, eller i Glæden ved at
fornemme de ellers .adskilte Køns Sammensmeltning i den
mandlige Kastrats kvindelige Stemme.
Naar jeg derimod i sin Tid havde følt mig tiltrukket
af Ferdinand Lassalle, saa forskelligt hans Aandsomraade
var fra mit, saa beroede det paa det Stridbare i hans Væsen,
paa Tapperheden i hans Sind, Grundigheden af hans Kund
skaber og Fyndigheden af hans Sprog. Han var en Kamp
hane i stor Stil. Forsaavidt jeg i Halvfjerdserne var udsat
for at indskrænkes til det Samme, kunde jeg finde Hvile i
Sysselsættelsen med ham.
En omfangsrigere
Aand af Kæmper-Typen var Lord
Byron, i hvem jeg dengang samtidigt havde fordybet mig,
og hos hvem jeg fandt meget, jeg fuldt forstod, og som
anslog Strenge i mit Bryst. Men mere end Byron var det
dog i hin Tid Shelley, som betog mig ved sit Væsens
uselviske Oprør mod enhver forkastelig Vedtægt i Sæder
som i Dogmer, dette Oprørske i uopløselig Forening med
den reneste Poesi, den skærest og sødest klingende Lyrik.
Hvad de Franskmænd, jeg fremstilte, angaar, havde jeg
tidligst beundret Mérimée og Musset. Jeg havde
følt baade
med Musset og Hugo,
men kun fundet enkelte Elementer
af mit eget Væsen i
dem, og Sysselsættelsen med dem