375 / 398
368
Rødt og G raat
jeg har svart hende: „Haardhed kalder De det. Haardhed!
Det er lidet træffende. Ak nej! Det er selve det dybeste
i min Natur, som taler dér, det Ypperste i mig. Derfor
bad jeg Dem saa indtrængende, ikke at tro noget Ondt om
mig, fordi jeg blot ved Tanken følte Urmennesket bruse op
i mig — og jeg vidste, at i saa Fald Alt mellem os var
forbi. Jeg har kun ét Ord, som én Energi. Dette er selve
Grundkraften i mig, det Samme, som bevirker, at ingen
ydre Modstand gør Indtryk paa mig, endsige slaar mig ned.
Den indre Halshugning af „Næsten“ fuldbyrdes i visse Til
fælde i min Sjæl næsten af sig selv, uden at jeg gør noget
til det, ligegyldigt hvor meget den smerter mig.“
Alligevel bevægedes jeg let af uformodet Velvilje. En
Dag søgte et ungt Pigebarn mig og forestillede sig uden
videre som Frk. Ulla M., der underholdtes af en rig Eng
lænder. Hun vilde blot sige mig, at hun læste alt hvad
hun kunde faa fat paa af mig og havde sin Glæde deraf,
jeg véd ikke hvorfor; men den Varme, hvormed den lille
letfærdige Skabning talte, rørte mig mer end Anerkendelse
af nogen Sagkyndig. Og naar jeg nu saaledes indfletter,
hvor megen Tak, der i det Aar blev sagt mig, synes det
maaske, som følte jeg mig lykkelig derved og havde mit
Liv deri. For mig var alt dette et daarligt Erstatningsmiddel
for Lykken. Det var som at besidde et usselt Billede af
den Elskede istedenfor at eje hende selv. Jeg følte det da,
som om vi Mennesker oftest lever paa Surrogater. Et da
ti Aar gammelt lille Skuespil af Otto Benzon med denne
Titel
Surrogater
havde længe syntes mig at sige et forløsende
Ord. Paa et Skilt i Tyskland havde jeg dengang læst
Echter
Feigenkaffee.
Paa et Skilt i Vingaardsstræde stod
Ægte
Flødemagarine.
Det forekom mig som svælgede jeg i Figen-
kaffe og Flødemagarine, mens jeg nøjedes med Beskuelsen
af Fotografier, altsammen (som Surrogater) af den utvivlsomste