374 / 398
Rødt og Graat
367
Carl Busse, der hævede sig til et saadant Overmaal af komisk
Entusiasme, at han paastod, af 100 Tyskere vilde de 80 paa
Spørgsmaalet, hvem der var det aandrigste Menneske i Europa,
svare: G. B. Hans Artikel viste, at der dengang altsaa var
en enkelt Tysker, der mente det. At der nu skulde findes
én, betvivler jeg. Men han var ikke den eneste tyske For
fatter, der udtrykte sig sværmerisk; Østerrigeren v. Konigs-
brunn-Shaup viste i Ord og Gerning næsten lige saa stærk
en Overdrivelse. — Min Ven Arthur Fitger, der for sin Del
meget vel saa min Begrænsning, tilegnede mig da sit Drama
A f Guds Naade.
— Jeg fik en Indbydelse fra Madrid til at
deltage i den internationale Fritænkerkongres og i Columbus’s
400aars Fest.
Ogsaa fra Danmark kom i de Dage Vidnesbyrd om
Anerkendelse.
I Juni modtog jeg fra Skagen uden nogen festlig Anled
ning en Dag følgende versificerede Telegram:
Frie Kunstnere, unge Mænd,
higende Sjæle, skønne Kvinder
sender en Hilsen og Hyldest til Den,
hvis Lige vi aldrig finder,
vor unge Fører, vor evige Ven,
ligesaa rig paa Haab som paa Minder.
Navnene derunder var disse: Anna Ancher, Michael Ancher,
Otto Benzon, Emma Benzon, Brøndum, Marie Krøyer, Severin
Krøyer, Sophus og Ida Schandorph.
Telegrammets sidste Linje maa synes usand; men den
var det for saa vidt ikke, som jeg netop da i mig fornam
et Fond af uudtømmelig Ungdom, der kunde omsættes til
Elektricitet, en Friskhed i Følelsen, der ikke kunde sygne,
og en Varme, som den, der findes hos en Planet, der i sit
Indre er stedt i uophørlig Gløden.
En nu afdød Veninde havde dengang i et Brev bebrejdet
mig min Uforsonlighed og kaldt den Haardhed. Jeg ser, at