369 / 398
362
R ødt og G raat
politisk har arbejdet nu i mere end en Snes Aar. Jeg kom
tilbage paa Valgdagen og oplevede om Aftenen Ødelæggel
sens Vederstyggelighed. Halvdelen af det saakaldte Venstre
var løbet over til Højre og stemte med Højre; Venstre
mistede i Provinserne otte Krese, og i Køge faldt Venstres
ypperste Mand, dets lyseste Hoved, fasteste Karakter og
største Talent for den skrækkelige Vombat, Alberti.
Det Indtryk, som dette Fald gjorde paa mig, var umaade-
ligt. Samme Aften gik jeg op i Studentersamfundet og holdt
en Tale til Hørups Ære og til Skam for de Vælgere, der
havde svigtet ham for en Personlighed, om hvem Alle vidste,
at han var politisk uærlig, om hvem Alle formodede, at hans
Pengesager var i mistænkelig Uorden, men som hyldedes
og støttedes af Højre og som havde vundet Bønderne for
sig ved rundhaandet at traktere dem med Punsch og for
øvrigt ogsaa paa anden Vis smøre dem om Munden.
I seksten Aar havde Hørup paa en straalende Maade
været sjællandske Bønders Repræsentant og Bondestandens
ypperste Talsmand, dens eneste aandfulde Talsmand. Nu
lønnede den ham saadan. Videre i Udvikling var ikke det
Demokrati, som Frisindet Dag ud, Dag ind krævede og for
herligede i Danmark.
Virkningen af dette Valg paa Sindene malte Hørup med
sanddru Farver da han skrev: „Med Valgsejrens friske Laur
bær i Hattene var man paa det Bedste oplagt til i Forening
at fejre den sjældne Familiefest i Kongehuset, der i Guld
bryllupsdagene kronede den sejrende Sammensmeltning med
en ny, i hvilken det kongelige Hus og Folkets Flertal lige
som omslyngedes af et og samme Familiebaand. Det var
som en Genopvaagnen af de skønneste Minder fra
Suveræni
tetens
Dage, der slumrende siden 1849 dog ingenlunde var
uddøde i et kongeligsindet Folks Bryst, men kun ventede