373 / 398
366
R ødt og G raat
Gaderne af Økonomi bælmørke, og Fru Charlotte sagde
skelmsk til mig: Jeg hager mig fast til Dem, da jeg endelig
har fundet Dem.
Skuespillerne bad mig derfor spise Frokost med dem og
flere af deres Kamerater næste Dag i Langelinjes Pavillon.
Der kom bl. a. den flinke og naturlige Jacques Wiehe til,
og det blev et af de muntreste Maaltider, jeg har deltaget i.
Der blev fortalt lutter gode og skemtsomme Historier, Sam
talen var almindelig og Latteren velgørende.
Fra da af kunde jeg regne Fru Charlotte Wiehe til
mine oprigtige Veninder, hvor sjældent jeg end saa hende.
Hun har intet af Skuespillerinders ellers ikke sjældne For-
dringsfuldhed, ingen Forfængelighed, for hvilken der skal
kæles, er altid elskværdig og altid naturlig, gratiøs i Hold
ning som i sin Dans paa Scenen. Det har været hendes
Venner en Glæde, at hun har kunnet gøre sit snevert om-
grænsede, men sikre Talent gældende udenfor Danmark, mig
personligt en Fornøjelse, nogle Gange at være hendes Gæst
i Paris, efter at hun dér havde gjort velfortjent Lykke. —
Paa den Tid boede hun i Kjøbenhavn og boede kun nogle
faa Huse fra mig. Naar jeg gik ud, mødte jeg hende næsten
daglig paa Gaden. Hendes glade Latter slyngede stundom
ligesom en let, lys Trille ind i mit Sinds da ret mørke
Lidenskabelighed, nogle Toner af Cicadens Sang.
8
.
I April Maaned bragte
Nouvelle Revue
en i de mest
begejstrede Udtryk affattet Artikel om mig, hvori der endog
stod: „Le Danemark a produit dix ou douze hommes de
talent pendant ces vingt dernières années, tandis qu’un seul
homme de génie lui est né.“ I Juli havde Bladet
Danmark
en Feuilleton af den senere bekendte unge tyske Digter