—
198
—
Vedholdenhed har Lauget holdt fast ved disse. Medens mange andre
Laug forlængst har opgivet de gamle Laugsskikke, har Slagterlauget
holdt fast ved de forholdsvis faa, det som et ikke-ziinftigt Laug har
haft. Derom vidner endnu Svendenes Fremmøde ved Mestrenes aar-
lige Laugsforsamling.
Arbejdsomhed og Flid har altid præget Laugsslagterne. Det har
været en haard Skole, som dets Lærlinge blot for ca. 30 Aar siden
maatte gennemgaa. Op Kl. 4 om Morgenen, om Vinteren Kl. 5, og i Ar
bejde hele Dagen til 9 Aften. Sjeldent Tid til at sidde ned. Arbejdet med
svære Byrder gav Kræfter, der maaske ikke altid, naar Krigshumøret
kom op i Slagtersvenden, gav sig Udløsning paa den heldigste Maade.
Men han var alligevel sin Bys ægtefødte Barn. Uagtet Lauget aldrig har
været ziinftigt, er der neppe nogen anden Haandværkssvend, man bedre
kan kalde en »ziinftig Svend«, end netop Slagtersvenden, i alt Fald i den
Betydning, som Ordet ziinftig har i vore Dage. Vor Tid er nivelleren-
de* og mange af de Typer, som Byen og dens Liv rummede blot for en
lille Menneskealder siden, er nu forsvundne. Derimellem den glade
Slagtersvend. Hvor var han ikke herlig, naar han tonede frem i sin
hvide Trøje og med det hvide Forklæde heftet op i den ene Side. Den
rundpuldede stive Hat paa Snur, en Lok fejet koket ned i Panden, og
Ravrøret i Munden. Og saa Truget paa Skulderen og den ene
Haand i Bukselommen. Men det herligste af alt i hele Fremtoningen
var det glade, skælmske Blik i Øjnene. Ret en Pigernes Jens, der
altid havde en humørfyldt, somme Tider maaske nok en lidt kraftig
Bemærkning paa Læberne. Saaledes saa han ud, vor Barndoms- og
Ungdomstids Slagtersvend, og saaledes var han et pragtfuldt Led i
Firsernes glade København, accepteret af Byen som et af dens egne
glade Børn.
Det var Slagtersvenden fra Boderne ved Nikolaj, fra Graabrødre-
torv og Trommesalen. Han forsvandt samtidig med, at disse forsvandt,
og de nye, fine Butikker opstod i Stedet. Den, der nu vil se en Slag
tersvend, maa ikke søge ham paa Gaden. Der træffes han kun sjæl
dent eller aldrig uden at ligne alle os andre.
Naar den fremadstræbende Slagtersvend havde arbejdet som saa-
dan i nogle Aar, var det naturligvis hans Ærgerrighed at blive sin
egen Mand, at blive Laugsmester. Dette kunde i tidligere Tid naas
med forholdsvis beskedne Midler, idet der kun krævedes Udgifter til
Mesterstykke, Borgerskab, Leje af Bod, Indtræden i Lauget og saa