181 / 274
170
bejdet, nogenlunde overkommelige Sogne, smukke Kirke
huse, det fornødne Antal af Arbejdere, saa er og bliver
det allervigtigste dog, at Herrens Aand er i Arbejdet,
baade for Præstens og de læge Arbejderes Vedkommende.
Gid denne Aand maa komme til at fylde os mere og
brænde kraftigere i os og iblandt os i de kommende Tider,
for at der maa komme til at ske endnu herligere Ting i
Retning af Synderes Omvendelse i de Tider, som kommer.
G E T H S E M A N E K I R K E N .
D E N T R A N G E
—
M E N L Y K K E L I G E B E G Y N D E L S E .
Af TH. INGOMAR PETERSEN.
En Slags præstekjoleklædt Bymissionær! Det var den
lidet misundelsesværdige Stilling, som blev den Sognepræst
til Del, der steg ned fra den gejstlige Embedsstiges ret
høje Trin, Sognepræstestillingen paa Landet, og officielt
blev beskikket til midlertidig ordineret Medhjælper hos
Sognepræsten og den residerende Kapellan ved St. Matthæus
Kirke i København.
At Stillingen var lidet misundelsesværdig, set gennem
den gejstlige Rangforordnings Briller — man maatte jo
»afskediges i Naade« for at kunne komme saa langt ned
— havde ikke blot vor kære »Overbiskop«
F
r i i s
H
a n s e n
,
men ogsaa Sjællands Biskop,
S
k a t
R
ø r d a m
,
en Følelse af;
thi ved særlig Gunst udvirkede Biskoppen, at jeg — den
36aarige Sognepræst — som den første noget ældre »præ
stekjoleklædte Bymissionær« fik en kongelig Udnævnelse
i Tilgift til den ministerielle.
Dog i herligt Rosenskær fremstillede Kirkefondets Se
kretær Stillingen, hvad enten han talte om de mange
Tusinders aandelige Nødstilstand, fremkaldt ved Kirkens