183 / 274
172
frivilligt. Vejen til Nadverbordet var gratis. Der var ingen
Indtegningspenge. De mange lykkelige Skriftemaals- og
Nadverstunder! Men ak, hvor sjældent en Hjemmeberet-
telse. Iblandt Distriktets 12,000 Mennesker ikke saa mange
i 7 Aar som i Tommerup Sogn i et eneste Aar; thi Præ
sterne skulde jo have lidt for Ulejligheden, og der ha r
været dem, der tog det.
Og Konfirmander — fra Friskolen — ja de kom ; dog
ikke altid
frivilligt; men der var jo ikke altid Plads til
dem i den store Kirke, og konfirmeres
vilde
de. Konfir
mationen var og er jo endnu Familiens allerstørste Kirke
højtid, det Baand, der holder Tusinder tilbage i Folke
kirken. Herren skal — trods alle Skyggesiderne — have
Tak for Konfirmanderne; endnu kan der komme et Brev:
»med Tak for den Tid, Hr. Pastor!« Der var dem, der
kom hen til deres Frelser.
Men Daab i Kirken, ikke at tale om Vielse eller Be
gravelse, hvor var det dog faa af Distriktets Beboere, der
kom til Præsterne og »udtalte Ønske« derom, som Re
gulativet krævede det. Det var jo
ingen rigtig K irke;
det
var jo en »Missionskirke«, denne Jernkirke i Dannebrogs
gade. Det var jo »Stalden«, som en Præst døbte den i
Samtalen med en vakt Skuespillerinde, som ved at høre
denne Benævnelse resolut spurgte: »Blev Verdens Frelser
ikke født i en Stald, Hr. Pastor?«
Men Tilhørere ved Søndagsgudstjenesten, dem var der
nok af. Det var jo den Gang den eneste Kirke paa det
store Vesterbro, hvor man kunde gaa ind og sætte sig,
hvor man vilde. Gratis Adgang.
Herren være priset
derfor.
Der var meget at takke Gud for i de Dage, selv om
Stillingen var ringe i Menneskers Øjne.
Men naar vi færdedes i de snævre trange Gader i Di
striktet og saa paa de høje Huse med disse Tusinder fra
Kælder til Kvist i Forhus, Mellembygning og Baghus, saa