186 / 274
175
det.
Kakkelovnen var slem til at ryge, og adskillige Søn-
dagmorgener maatte jeg ned Kl. 7 for at se, om der nu
var lagt rigtig i. Men Herrens gode Haand var med os
dernede, og der er vel ingen af os, som kom der, uden
at vi synes, at det var et rigt og godt Stykke af vort
aandelige Liv, som vi gennemlevede der. Man sad saa
tæt sammen, at man lærte hinanden at kende, og inden
vi flyttede derfra, var der fuldt overalt, saa Dørene stod
aabne til Forstuen. Den sidste Vinter, Menigheden havde
hjemme i Bedesalen, byggede vi jo paa St. Lukaskirken.
Vi manglede da forskelligt til den nye Kirke, og en Søn
dag fortalte jeg, at vi manglede en Døbefont, et Døbefad
og nogle Hundrede Kroner til Orglet; vi vilde nemlig gerne
have dette lidt større, hvilket vilde koste 1800 Kr., medens
der kun var bevilget 1200 Kr., thi det kunde man nøjes
med den Gang.
Inden A ften
havde jeg Tilbud om en
Døbefont, tre Døbefade, af hvilke de to blev konverterede
til en Pengegave, og et Par Hundrede Kroner til Orglet.
Jeg husker endnu min Forbauselse og Taknemlighed og
den stærke Følelse, der betog mig af at staa i en samlet
Kreds og Menighed. Den 29de Maj 1897, Lørdag Aften,
samledes vi for sidste Gang i Bedesalen for at takke Gud
for hans Velsignelse der i de svundne
372
Aar og hede
ham være med os, naar vi den følgende Dag skulde ind
vie St. Lukas Kirke; han hørte vor Bøn, og vi fik meget
af ham gennem Aarene paa det nye Sted, men dog staar
»Dagene i Bedesalen
« endnu med Gyldenglans over sig for
mange af os.
Vi drog saa over i St. Lukas Kirke, og mange gode
Minder kunde ieg fremdrage derfra, Menigheden voksede,
og mange forskellige Mennesker fandt derind. Vi prøvede
os frem paa mange M aader; gerne vilde vi holde sammen
og danne Samfund, men var ogsaa bange for, at dette
skulde blive snævert, saa kun en enkelt Slags Mennesker
kunde finde ind i det. Billedskærer
H
e u c h
arbejdede med