182 / 274
171
Forsømmelse, eller han pegede paa den højærværdige
Sognepræstestilling, der snart vilde komme.
Lyse Udsigter med store Glæder ved Gudsriges Frem
gang vinkede. De kom ogsaa. Men store Bjærge maatte
Hyttes, før det skete. Det kostede Kamp og megen Bøn,
før Troen fik Bjærgene flyttet, og den store Masse hlev
delt i Hobe, saa Herrens Tjenere kunde uddele Livets Brød
til dem paa rette Maade. Men vor »Overbiskop« havde
Troen paa, at Hindringerne »Bjærgene« var kun til for at
overvindes. Naar saa et af de store Bjærge var flyttet,
efter at vi havde ligget Herren derom , saa kunde »vi
Smaafolk« udbryde: »Det var dog mærkeligt, at det skete«;
men
F
r i i s
H
a n s e n
!
Ja han gik op og ned ad Gulvet,
gned sig i Hænderne, mens det lyste ud af hans Øjne, og
sagde ganske stille: »Det maatte jo ske, Herre, vi har jo
bedt Dig derom!« Hvor gav dog disse Bønhørelser Lyst
og Frimodighed i Gerningen. Hvor delte vi Arbejdere,
Præster og Lægfolk, Glæden med hverandre! Hvor følte
vore Menighedssamfunds Medlemmer med os. Et af Bjær
gene var »Regulativet«. Det var givet ovenfra. Trykt og
approberet af Sognepræst, Provst, Biskop og Ministerium
mødte det frem med Bjærgets hele knusende Autoritet, og
der var dem, der ikke vilde give mindste Lettelse i den
tunge Byrde.
Af Navn »Distriktspræst« og dog ikke kunne være Præst
for sit Distrikt, og sværest var det for den, i hvis Hjerte
der sad saa meget af en »gammel« Sognepræst.
Ja, alle Distriktets Børn, der skulde hjemmedøbes, dem
fik vi, det være sig Dag eller Nat, og glade var vi for det.
Det var dog en herlig Anledning til at komme ind til en
Far og Mor, naar de følte Ansvaret ved, at Barnet ikke
var døbt. Men hvor faa af dem kom, naar Barnet skulde
fremstilles i Kirken eller begraves. Da slugte Massen dem
igen. Og alle de mange, mange Altergæster — ak, saa
forholdsvis faa fra Distriktet — dem fik vi; thi de kom