108 / 207
Boligforholdene i København o. 1800
rene og hyppigt udsendte en ubehagelig stank - så meget mere som
man i disse udgød sit »skyllevand og uhumskheder«.32
Hvor der ikke fandtes vaske, måtte spildevandet bæres ned i gården
eller gaderenderne i spande. Og spande måtte man som nævnt an
vende for at få vand ind i køkkenet. Det var et slidsomt arbejde, som
påhvilede tjenestepigen eller husmoderen, hvis man ikke ville anvende
en »professionel« vandbærer. Der fandtes ganske vist i enkelte ejen
domme såkaldte springvand, dvs. vand der blev ledt ind til byen i træ
ledninger fra Emdrup sø. Det var under et sådant pres, at det flød ud
af pumpen, når man åbnede en hane, men ikke under så stort pres, at
det kunne nå op i etagerne. Blandt de
1 6 5
ejendomme fandtes kun syv,
som havde springvand. Blandt disse var der tilmed en, der kun havde
ret til en ottendedel portion. Godt halvdelen af de
1 6 5
ejendomme -
nemlig 88 - havde i gården pumper, som postede vandet op fra lednin
ger, der fik deres tilførsel fra de tre søer på stadens grund. Henvist til
en brønd i gården var
1 8
ejendomme, hvortil kommer
5
, der havde
både brønd og ledningsvand. Men
4 7
manglede ifølge brandtaksatio
nerne vand, og på dette punkt turde taksationerne være helt trovær
dige. Man var henvist til de offentlige pumper, medmindre man havde
arrangeret sig med naboer.
Det ligger nær i forbindelse med de sanitære forhold at omtale reti
raderne. Ifølge en forordning af
1 7 6 5
blev det påbudt at indrette latri
ner med muret grube til erstatning for de tidligere træklædte, som
ikke hindrede udsivninger. Lokummet var ifølge brandtaksationerne
som oftest et teglbehængt træskur, placeret over gruben, og ikke sjæl
dent var der ved eller over gruben yderligere anlagt en hønsegård.
Ifølge en gammel tradition var det forment kælderbeboerne at benytte
ejendommens lokum. Traditionen giver som i et skarpt blink et uhygge
ligt billede af datidens standsfordomme. Ganske vist blev traditionen
legalt sat ud af kraft ved en forordning i
1 7 8 8
. Men traditioner er van
skelige at ophæve ved lov, og forordningen gav da også husværten den
indrømmelse, at han kunne bestemme, at kælderbeboere ikke måtte
benytte lokummet på normal vis, men kun måtte nedkaste deres uren
ligheder heri.33 Ved samme forordning blev det i øvrigt fastslået, at
lokummer ikke måtte indrettes under trapper eller svalegange.
Først omkring
1 8 0 0
begyndte tøndesystemet langsomt at vinde ind
pas, men det tog tid, før det transportable tøndesystem blev alminde
105