20 / 207
Holberg og barselkonerne
Efter de stærkt støjende damer i forte-fortissimo følger den niende
scene i piano-pianissimo. Den omtales betegnende som »stum scene«
- »Scena muta«. Engelke Hattemagers gør kun komplimenter uden at
sige en eneste lyd. Traditionen bød, at hun blev fremstillet af en
kvinde.
Stine Isenkræmmers i tiende scene blev spillet af førsteskuespiller
inden. Det må have været en ønskerolle for den franskfødte Marie-
Madeleine Montaigu, der havde været skuespillerinde på Frederik
IV.s franske hofteater, at slynge den franskgale dames replikker ud til
publikum. Hun er et kvindeligt modstykke til Jean de France.
Den ellevte scene med Abelone Hans Hansens og Christine Erik
Erichsens blev ikke spillet på Kongens Nytorv. Hvis den har været op
ført på teatret i Lille Grønnegade, har rollerne rimeligvis været udført
af mænd. Hele scenen går ud på, at »De trættes om Rangen«. Det
ender med, at Corfitz må have sig et glas brændevin. Han føler sig
mere død end levende.
Gedske Klokkers i tolvte scene blev i skuepladsen på Kongens Ny
torv fremstillet af den kåde Henrik- og Harlekinfremstiller, Geert
Londemann. På komediehuset i Lille Grønnegade havde det været
Henrich Wegners speciale.
Forestiller man sig, at rollen blev spillet af en mand, tilføres replik
kerne en raffineret balance mellem »kvindelig« og »mandlig« scene
aktion. Det »kvindelige« viser sig i de latterlige sentimentale replikker.
Når Gedske f.eks. omtaler sin mostersøn Andreas, siger hun:
»jeg kand ikke tænke derpaa Madame, uden Taarene staaer mig i
Øjne«.
For yderligere at understrege situationen foreskriver Holberg en fysisk
handling: »Hun græder og tar sit Forklæde op«. Gedske fortsætter
med at græde over de nye klædesbukser, som »Anders« rev itu, indtil
hun med pludselig »mandlig« brutalitet udbryder:
»Ach, ach hvad har ikke Fanden at bestille, thi saadant kand dog
aldrig komme af vor HErre«.
Hendes eder får Barselkonen til at moralisere:
»det er kuns en slem Vane at sige, vor HErre var mig saa god, at
mine Hosebaand eller Skoe-Remmer ikke brast i stykker, ligesom
det er og et Mundheld at sige, hvad havde ikke Fanden at bestille«.
17