HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn

Klaus Neiiendam

Publikum har sandsynligvis ikke et øjeblik været i.tvivl om, at Gedske

blev fremstillet af en mand, og han har rimeligvis ikke lagt fingrene

imellem i forbandelserne.

Den trettende scene blev ikke opført på Kongens Nytorv. Hvis den

blev spillet i Lille Grønnegade, taler sandsynligheden for, at Karen

Uhrmagers blev udført af Marie-Madeleine Montaigu. Holberg har i

alt fald regnet med skuespillerindens »Klygter og artige Indfald«:

»Hun siunger en hob Tyske og Franske Viiser og

pronunceerer

(ud

taler) Fransken, ligesom dend skrives, og derpaa tar Afsked med

Gedske. Actricen maa selv

choisere

(vælge) Viiserne«.

I III. akt kommer En Frue. Hun blev på Kongens Nytorv spillet af

Madame Lenkiewitz, Madame Le Coffres efterfølger i de ældre kvin

delige karakterroller. Selv om handlingen foregår indendørs i en stue

dekoration, kræver Holberg i regiebemærkningerne:

»Fruen kommer i en

Porte Chaise

med et pialtet Liberie« (dvs. med

en tjener i en pjaltet dragt).

Hendes karakterskavank har vist sig allerede i det ydre. På baroktea

trets scene var det ikke virkeligheden, der skulle gengives. Hele verden

blev opfattet som én stor skueplads, og derfor skabte teatret sig sin

egen virkelighed. I dagliglivet blev portechaiser naturligvis aldrig bå

ret helt ind i stuerne, men på scenen kunne den fysiske handling skabe

dramatisk kontrast. Den statelige og velbårne frue, der arriverer i det

fornemme transportmiddel, tigger Barselkonen om

1 0

rigsdaler. Hun

er et slags forstudium til Donna Olympia i »Don Ranudo de Colibra-

dos eller Fattigdom og Hoffart (hoffærdighed)«.

Anne Signe Kelling, der gør sin entré i den følgende scene, skulle

man på forhånd tro var blevet udført af en mand. Den oprindelige

tradition på Kongens Nytorv viser imidlertid, at rollen tilhørte karak

terskuespillerindernes fag. Måske var det en bevidst modsætning til

Mester Bonifacius, der som en kvalsalver på et lidt højere plan spår

Første og Anden Kone og Pigen i hænderne. Ifølge scenetraditionen

blev disse kvinderoller alle spillet af skuespillerinder.

Sammenfattende kan man sige, at der fra Holbergs hånd foreligger

en raffineret musikalsk balance mellem konerne, deres entré og deres

optræden især i II. akt. Et fornemt modspil i stærke og sagte toner, der