24 / 207
Det hårde kors af vanvittighed
St. Hans Hospital i det 18. århundrede
A f Barbara Zalewski
Poq:
»De øverste af de store herrer er kloge og betænksomme.
Der er et stort hus til de meget gamle, der ikke kan tjene til
deres føde mere, et andet til forældreløse, et andet til dem,
der har mistet forstanden. Der er også tre huse til meget
fattige folk. Nogle er meget rige og har flere huse, der ikke
er beboet, men andre har hverken huse eller klæder og må
tigge hos de andre.«
Tulugak:
»Hvorfor har de ingenting?«
Poq:
»Der er en del, der ikke er som de skal være og derfor bestil
ler de ingenting, andre er meget dovne og atter andre bru
ger alt, hvad de har, til det vand, hvoraf man mister for
standen.«
Tulugak:
»Jeg synes du sagde før, at der kun var ét hus til dem, der
har mistet forstanden?«
Grønlænderen Poqs beretning til
sine bopladsfæller efter et besøg i
København
1724
.1
Det København, som Poq besøgte i
1 7 2 4
, var enevældens og den
begyndende institutionaliserings - da århundredet randt ud, havde
endnu flere hospitaler, stiftelser og tugthuse set dagens lys. Også de år
sager, han angiver til fattigdom og indespærring, var tidens; når folk
ikke var »som de skulle være«, når de med andre ord var u-fornuftige,
måtte de rettes til, så de atter kunne blive nyttige borgere. Det kunne
således se ud til, at man kunne skrive en galskabens historie for Dan
mark, som Michel Foucault har gjort det for Frankrig med dets Hôpi
taux Générais, hvor alle slags ufornuftige - drukkenbolte, spillefugle,
prostituerede og systemkritikere2 - anbragtes sammen med virkeligt
2 1