Anmeldelser
Kristian Hvidt: Pijnt på gesimsen. Facader på københavnsk etagebyggeri 1860-1920.
1983, 200 sider, illustreret. G. E. C. Gads Forlag. 174,50 kr.
Bogens emne er de mange etageejendomme fra perioden
1860
-
19 20
, som er opførte med
dekorerede, stilefterlignende facader. Denne tids arkitektur, oftest kaldet historicismen,
dyrker, som et romantisk efterslæb i industrialismens og naturalismens gennembrudstid,
de dekorative elementer fra tidligere stilarter, som efterlignes og sammenblandes.
Bebyggelsen fra denne periode har i mange år, hvor funktionalismen var i højsædet,
været forkætret. Den har været set ned på som ren facadearkitektur med overflødig pynt
- en dekorativ stukkulisse, der skjulte sociale skævheder med dårlige lejeboliger og skumle
baggårde. Arealmæssigt er det da også tidens kedelige baggårds- og baggadebyggerier -
som vi idag sanerer - der dominerer, mens det dekorerede etagebyggeri langs hoved
strøgene - boulevardbebyggelsen - stjæler billedet, og det er om den, bogen handler.
Vel var det spekulationsbyggeri, der først og fremmest skulle give afkast - og der blev
tjent store penge på de honette ambitioner, som sammen med den store boligefterspørgsel
var drivkraften for periodens hektiske byggeaktivitet. Men bag dette lå der formentlig et
oprigtigt ønske om at gøre gadebilledet lidt festligere og bringe kunsten ud til folket.
Industrialismen havde gjort det muligt at seriefremstille alle disse dekorative stilelemen
ter, der nu imiteredes i billigere materialer - gips i stedet for marmor, cement i stedet for
sandsten - hvorved kvalitet desværre gik tabt til fordel for kvantitet.
Den seneste udvikling med post-modernismen og dens opfattelse af dekorationens
betydning for vor trivsel og med nyere undersøgelser af den ældre bebyggelses tekniske
standard, der bl. a. har vist, at husene er solidere og betydeligt bedre bygget end hidtil
antaget (det er overvejende solidt håndværk selv i de billige boligkarreer, men navnlig
prestigebyggeriet er velbygget) viser imidlertid, at vor opfattelse af denne periode er ved
at ændre sig.
Sikkert er det i hvert fald, at det er denne periodes byggeri, som vi i de kommende år
skal tage stilling til i forbindelse med sanering og fornyelse i vore byer. Det er derfor et
aktuelt emne, som her bliver beskrevet på en levende og medrivende måde. Det er forfat
terens fortjeneste, at han i sit forsøg på at skitsere baggrunden for den dekorative stil og
historicismens ideer får os til at se med større forståelse på de mange etageejendomme fra
denne tid.
Bogens titel »Pynt på gesimsen« refererer naturligvis til alle disse engle, karyatider og
andre præfabrikerede kruseduller, der læssedes udenpå bygningernes facader. Tidligere
havde den slags været forbeholdt de privilegerede, og borgerskabets honette ambitioner
gav sig hermed også udtryk udenpå husene - boulevardbebyggelsens facadedekorationer
var de ydre symboler for placeringen på den sociale rangstige, og beboerne har uden tvivl
nydt de flotte huse med deres overdådighed af tårne og løvehoveder. Forfatteren anskue
liggør da også den sociale og politiske baggrund for denne stil, hvor rigdommens sym
boler i tiderne efter enevældens ophør bliver folkeeje ved at blive overført på lejekaser
nerne.
Bogens tidsmæssige afgrænsning er sat til
18 60
-
1 9 2 0
. I
1852
blev det tilladt at bygge
udenfor Københavns volde, men den store byggeperiode ligger især i årene fra
1870
til
1 9 1 8
, hvor bl. a. tilvandringen fra land til by medførte, at befolkningstallet i København
197