32 / 207
Det hårde kors af vanvittighed
helt afvise, at mange har givet psykisk op over for det totalt frem
mede, der mødte dem i byen - det manglende slægtsfællesskab og det
usikre og umådeligt usle levned, mange kom til at føre. Præsten Joa
chim Junge skrev i
1 7 9 8
, at de, der kom ind fra landet, oftest fik kon
takt med bærmen, da det var gået med hovedstaden som med Rom i
Taciti tider, hvor »alt, der ikke duede, strømmede hen ligesom i en
spøltønde«.16 I St. Hans Hospitals kirkebog støder man ofte på druk
nede, der var halet op af Peblingesøen og indbragt på hospitalet -
nogle blev reddet og kunne gøre rede for deres fortvivlede situation. I
det årlige mandtal er der flere, der opgives at have forsøgt at drukne
sig eller skære halsen over på sig selv i ren og skær afmagt overfor
deres livsmuligheder. Det øgede pres på hospitalet i slutningen af
1 7 0 0
-tallet synes derimod ikke at kunne forklares med ændringer i lov
givningen, idet den eneste nyskabelse siden middelalderen skete for
tidligt til at kunne forklare forholdene ved århundredets slutning. I
1 6 8 3
blev den eneste bestemmelse om sindslidende i Eriks Sjælland
ske Lov i forkortet, men i indholdet uændret form overført til Dan
ske Lov
1
-
1 9
-
7
. Heri hedder det, at om nogen findes rasende eller
gal, må hvem der vil, binde ham og føre ham til tinge og han skal
tilbydes sine frænder, som er pligtige at forvare ham. Med ordene
»rasinde eller galind« havde man for lange tider fastslået, at be
stemmelsen kun gjaldt dé sindslidende, der var farlige for deres
om
givelser. I forarbejdet til loven stod »afsindig« i stedet for rasende,
men da dette begreb, som vi skal se, også dækkede ufarlige tilstande,
har man antagelig indset konsekvenserne af at anvende det. Der var
nemlig sket en vigtig tilføjelse i Danske Lov: hvis familien ikke havde
midler til at forvare den sindslidende, var det øvrighedens pligt at
gøre det og man havde ingen realistisk mulighed, hverken pladsmæs
sigt eller økonomisk, for at lade denne pligt omfatte andre end de
voldsomme. Først med planen for Københavns Fattigvæsen i
1 7 9 9 1
udvidedes det offentliges forsørgelsespligt
til af omfatte
dem.,
der var
til betydelig ulejlighed for deres omgivelser, altså de ikke-farlige,
og
man skal helt frem til
1 8 2 8
, før alle sindslidende kom ind under denne
pligt.18
Den første virkning af det nye led i Danske
Lov synes
af
være et
reskript fra
1697,
19 hvor afsindiges forvaring i
Pesthuset påbvdes. Det
viste sig imidlertid hurtigt at være en fejl således at centralisere
29