34 / 207
Det hårde kors af vanvittighed
Sjællands stiftamtmand den besked, at de tidligere reskripter var fulgt
til punkt og prikke, men at de få dårekister, der således var etableret
slet ikke forslog. Det var efterhånden blevet så galt på landet, at
mange vanvittige holdtes i jern af familien og følgelig ikke nød det
underhold, der rettelig tilkom dem. Herefter vendte strømmen endnu
en gang og hele Sjælland blev opland for St. Hans Hospital.
Frihedsberøvelsen af de sindslidende var ikke at betragte som en
straf; den skete af hensyn til den offentlige sikkerhed og blev ofte først
iværksat efter at den gale havde fremsat alvorlige trusler eller var gået
til håndgribeligheder; indespærringen kunne også have til formål at
beskytte den sindslidende mod at tilføje sig selv skade - noget, der
hyppigt forekom. At frihedsberøvelsen kunne opfattes som en straf af
de sindslidende selv, kan ikke undre, når man betænker de uhyggelige
levevilkår, de herved blev underkastet. Det har vel heller ikke været
ukendt, at man i dårekister uden lægeligt eller gejstligt tilsyn kunne
risikere at ende sine dage der, selvom man var kommet til sin forstand
igen. Pontoppidan kan således i sit Magazin
1 7 9 3 23
berette om en
kone, der af druk var så svækket på sjæl og legeme, at hun handlede
som et afsindigt menneske; da hendes mand vidste, hvor bange hun
var for St. Hans Hospitals dårekister, oplæste han en indlæggelsesreso
lution for hende og hun forbedrede sig straks - milde midler virker
stundom mere end de strengeste revselser, tilføjer Pontoppidan.
Det offentliges forvarings- og forsørgelsespligt, der skulle have
været en lettelse, blev et skræmmebillede - ikke på grund af uklar lov
givning, men fordi staten ikke magtede at efterkomme loven, da de
sindslidendes antal voksede.
Den behandling, man forsøgte at give de sindslidende på St. Hans
Hospital, hænger nøje sammen med tidens erkendelsesniveau, både
med hensyn til sindslidelsers natur og farmacien.
Man havde gennem århundreder betragtet sindslidelser som sjæle
lige defekter; det var derfor naturligt, at det var præsterne i deres
egenskab af sjælesørgere, der ansås for kompetente til at afgøre til
stedeværelsen af sindslidelse fremfor lægerne.
I det supplement til Danske Lov, som Danmarks og Norges Kirke
ritual (
1 6 8 5
) udgjorde, rådgaves præsterne om dette. I den artikel, der
handler om besatte, skelnes der mellem besættelse og »fabel, drømme,
melankoliske griller eller anden sindsens urolighed«. Det var præster
31