96 / 217
Richard. Willerslev
trak København en stadig større andel af de tyske indvandrere til sig,
idet der her i 1870 kun boede ca. en trediedel, men i 1901 over halv
delen (i Storkøbenhavn).
Den svenske indvandring til Danmark, herunder til København,
begyndte så småt i 1840’me, men virkelig gang i indvandringen kom
der først fra 1860’emes slutning, hvorefter den i nogle årtier fik et
sådant format, at den nok kan betegnes som masseindvandring.11 Må
let for disse svenskere var før 1870 i særdeleshed de danske og navnlig
de sjællandske landdistrikter —af de ved folketællingen i 1870 regi
strerede svenskere var kun ca. en femtedel bosatte i København. Men
hovedstadens tiltrækningskraft gjorde sig herefter gældende med stadig
større styrke. Mellem 1870 og 1880 mere end fordobledes svenskernes
antal, og i det følgende tiår steg det med 45 pct. I 1901 var ca. halv
delen af samtlige svenskere bosat i hovedstaden. Indvandrerne kom
helt overvejende fra det sydlige Sverige, i særdeleshed fra Skåne, Hal
land og Blekinge samt Småland, og specielt fra Kronobergs len i dette
landskab. Det største kontingent kom imidlertid fra Malmøhus len i
Skåne, som yderligere indtog en særstilling derved, at der var tale om
en betydelig udvandring fra såvel byerne som landdistrikterne. Der er
næppe tvivl om, at en stor part af de svenske håndværkere, som vil
blive omtalt i det følgende, stammede fra byerne i Malmøhus len, og
det samme var tilfældet med en ikke ringe del af de ufaglærte kvinder.
Fra de andre landskaber eller len i Sydsverige rekrutteredes næsten
udelukkende ufaglært arbejdskraft —såvel mænd som kvinder —og
de kom så at sige udelukkende fra landdistrikterne.12 Som det fremgår
af figur 1 og figur 2, var indvandringen til København efter århun
dredskiftet stærkt på retur. Nytilvandringen var knap nok i stand til at
opretholde den svenske koloni i København på den i 1901 etablerede
størrelse.
Den tredie og sidste indvandringsstrøm til København indledtes
omkring 1905. Der var tale om en stærkt stigende indvandring fra
Rusland, som mellem 1901 og 19 16 forøgede antallet af russiskfødte
med godt 3.000 personer, fra 263 til 3.398. En væsentlig del af denne
indvandring bestod af mosaitter, altså jøder tilknyttet den mosaiske
menighed. Mellem 1906 og 19 1 1 forøgedes således antallet af russisk
fødte i København med ca. 1.200 personer, og heraf var godt de 1.000
russiske jøder. Også i det følgende femår var der tale om en ikke ube-
94