42 / 239
40
THELMA JEXLEV
nævnes i gruppen »jomfruer«:
de sanctis in Selis.20
I København
forekommer St. Sunniva sammen med en St. Otto-relikvie i »en sort
nød med forsølvning«. For både Ingrid og Sunniva er tilstedeværelsen
af relikvier i København et vidnesbyrd om en kult, der i øvrigt kun har
sat meget svage spor i det danske bønnebogsmateriale. Noget tilsva
rende gælder for biskop Otto af Bamberg, der ligesom de nordiske hel
gener er en lokalhelgen med en meget begrænset udbredelse. Udover
sit eget stift er han fortrinsvis kendt fra Pommern.21 Det er en nær
liggende tanke, at Otto relikvien er medbragt til København af Erik af
Pommern, den må i alt fald være et resultat af de øgede forbindelser
mellem Danmark og Pommern fra slutningen af 1300tallet og til mid
ten af 1400tallet. Dette, at den forsølvede nød kun indeholder relikvier
af to så sjældent forekommende helgener som Sunniva og Otto, mel
lem hvem der i øvrigt ingen forbindelse er, synes jeg, peger henimod
kong Eriks person. Sunniva relikvien kan han have erhvervet på sin
norske rejse i 1404.
I al almindelighed kan man næppe forvente nogen samhørighed
mellem de relikvier, som er anbragt i det enkelte relikviegemme, da
der middelalderen igennem er blevet flyttet rundt på relikvierne. I op
gangstider har man skaffet sig fornemme beholdere af ædeltmetal,
mens man i andre perioder på grund af indtrufne ulykker eller i akut
økonomisk trang har måttet ofre kostbarhederne og nøjes med mere
beskedne gemmer til opbevaring af relikvieskattene. I de franciskanske
fortegnelser fra København og Roskilde siges udtrykkeligt flere steder,
at mange helgennavne er gået tabt, fordi relikvierne har været gen
stand for mange omflytninger.
Netop m .h.t. udskiftning af relikviegemmer og flytning af de en
kelte relikvier er det vanskeligt at opnå en fuldstændig forståelse af de
to Københavnerfortegnelser. Relikviarlisten er vel først og fremmest et
praktisk hjælpemiddel for de gejstlige, som skulle arrangere opstilling
og frembæring ved relikviefesten, mens listen over de enkelte relikvier
formodes at være blevet oplæst, så at hver enkelt i de forsamlede folke
skarer kunne lægge mærke til sine yndlingshelgener, bede bønner til
dem - og yde sin skærv.
I relikviarfortegnelsen er nrr. 5 og 19 fra højre og nr. 14 fra venstre
gennemstreget, og som forklaring er tilføjet med alm. skrift:
pro struc-
tura,
derimod siges der intet om, hvor man har anbragt relikvierne. De