12 / 81
Perioden ca. 1880 til ca. 1900
Planmæssig overbebyggelse, smalle ligedannede grunde,
ensartede bygninger (redekamshuse), gaardareal op
delt af plankeværker og cykleskure.
1900-1914
fordringerne til beboelsesrum, et gulvareal paa mindst 15 kvadrat
alen (5,91 m 2) og vindue til det fri. Det eneste krav lovene a f
1856 og 1871 havde stillet til saadanne rum var en minimums
højde paa 4 alen (2,51 m).
Produktionen a f de helt smaa lejligheder standser herefter brat og
lejlighedernes gennemsnitsareal stiger betydeligt, idet den a f loven
krævede forøgelse a f de mindste rum, køkken og pigeværelse, au
tomatisk breder sig til de andre rum.
D a loven a f 1889 forbød de lange fællesgange og krævede 3 døre
mellem de 2 trapper, indskrænkedes mulighederne for stærkt ud
nyttede bebyggelser betydeligt. Den eneste mulige anbringelse a f
trapperne bliver herefter den i mange aar eneraadende med
hoved- og køkkentrappe.
Bebyggelsesmaaden ændres samtidig tydeligt. De nyudlagte gader
bliver bredere og anbringes tættere, hvorved grundenes dybde
aftager. Der bliver herefter ikke plads til bag- og sidehuse, men
grundenes udnyttelse sikres dog ved at den kostbare fagadelængde
indskrænkes saa meget som muligt. For at opnaa dette maa
køkkener og køkkentrapper skydes ud i gaarden. Her faas en
mængde indadgaaende hjørner, hvor det tit kniber med at over
holde lysafstandsreglerne. Et særligt tydeligt exempel paa bestræ
belserne for at løse denne opgave er eks. I^ .
De udskudte trappetaarne er kendetegnet for bebyggelser fra
denne periode. De samles tit i lange smalle karréer, den saakaldte
redekamsbebyggelse, med det sparsomme gaardareal opdelt a f
plankeværker og skure. Karakteristisk for tiden er ogsaa de flade
skifertage, der tillod en udnyttelse i højden til lovens grænse og
samtidig dannede en værdig afslutning paa den italienske palads-
fagade, som selv de billigste huse smykkedes med paa bekostning
a f reelle værdier.
I begyndelsen a f 90erne var byggeriet svundet betydeligt ind,
men omkring aarhundredskiftet tog det et nyt mægtigt opsving.
Store kvarterer bebyggedes, saaledes Sønder Boulevardkvarteret,
det ydre Nørrebro, Islands Brygge, Aladdinkvarteret og en del
i de i 1901 indlemmede distrikter (ved deres indlemmelse var
byens areal vokset til det tredobbelte fra ca. 2300 ha til ca. 7000 ha,
medens folketallet kun steg med 5
1
j
2
pct.).
Det ukontrollerede vilde byggeri førte imidlertid snart til over
produktion, og de ledige lejligheders antal steg i foruroligende
grad. Bankkrisen i 1908 gjorde brat ende paa alt byggeri, o g i de
følgende aar opførtes kun ganske faa lejligheder, i 1911 saaledes
kun 650 mod 6500 i 1903.
Denne standsning i nybyggeriet medførte i løbet a f faa aar bolig
nød, idet den store reserve a f ledige lejligheder efterhaanden op
brugtes, og i 1916 havde situationen antaget en saa truende
karakter, at stat og kommune maatte gribe ind.
I planerne for smaalejligheder i perioden 1900— ^ 4 er ikke
mange variationer fra den a f loven i 1889 skabte normaltype med
hoved- og køkkentrappe. Den vigtigste ændring i selve planen er
indførelsen a f nye installationer.
Vandklosettet blev almindeligt kort efter 1900. V ed smaalejlig-
heder lagdes det ofte paa køkkentrappen til brug for flere familier
(eks. I I 2i ) ; først senere fik hver lejlighed sit eget w.c., (eks. I I 24 og
11