11 / 81
ens huse med en indbyrdes afstand a f 6,5 m og en afstand til
naboskel paa knapt 2 m.
Allerede tidligt kommer man ind paa en anden udnyttelse, idet
der vinkelret paa gadehuset skydes en fløj ind i gaarden. Denne
fløj kan have almindelige trapper med adgang fra gaarden (eks.
I 7, I I3, I I4 og I16), eller den kan rumme et gangsystem; de egent
lige korridorhuse er a f denne type (eks. Is, Ig, I ro og I I2). I begyn
delsen træffes det T-formede hus enkeltvis, men senere optræder
det under bedre forhold i samlede bebyggelser med fælles lys-
gaarde. (Eks. I I4).
En sjælden form for bebyggelser med smaalejligheder er den
vinkelformede bebyggelse, der er saa almindelig for større lejlig
heder. Formens sjældenhed skyldes uden tvivl, at den kræver et
uforholdsmæssigt stort og dyrt trappeanlæg (eks. I I7, trappekvo
tienten) .
Hele perioden kendetegnes a f den planløse maade, hvorpaa grun
dene bebyggedes. Byggeforetagenderne var smaa, sjældent drejede
det sig om mere end et enkelt hus med een opgang, og dette
byggedes ganske vilkaarligt uden hensyn til de omkringliggende
huse. Interessante er i saa henseende 3 i forlængelse a f hinanden
liggende ejendomme (eks. I I5,
1
^ og I i 7). Fra gaden ser de gan
ske ens ud, men bebyggelsesformen er vidt forskellig.
De store byggeperioder i 70erne og 80erne hører til de sørgeligste
i byens historie. I disse aar opførtes i tusindvis a f smaa usle lejlig
heder med snævre, mørke rum og elendige trappeforhold. For
per;ocjen 1856 til ca. 1880
byggespekulationen gjald t det udelukkende at Sikre Sig den
Planløs overbebyggelse, dybe uensartede grunde,
største udnyttelse ved at holde lejlighedernes Standard nede paa
forskellige bygninger, smaa irregulære gaarde.
lovens absolutte minimum. Skønt man i byen havde de sørgeligste
erfaringer for, hvad overbefolkning kan medføre (koleraepide
mien), byggedes der i disse aar nye mægtige slumkvarterer. Ingen
tænkte paa eller mægtede at bremse det vilde udnyttelsesbyggeri.
Lejere var der nok af, den stadig voksende industri kaldte i
tusindvis a f folk til byen. De mangelfulde trafikforhold gjorde det
nødvendigt at gøre afstanden mellem bolig og arbejdssted saa
kort som mulig, og arbejdernes ringe løn tillod dem ikke at stille
fordringer i nogen retning til boligernes kvalitet. Der var altsaa
for disse folk kun eet valg, de trange lejligheder paa broerne.
Medens lejlighederne i de første huse udenfor voldene var tem- ^
melig store, begyndte i 70erne for alvor produktionen a f smaa
lejligheder. Denne fremmedes i høj grad ved loven om arealskatten
a f 1802, der bestemte, at alle lejligheder under 69 kvadratalen
(ca. 27 m 2) kunde fritages for denne skat. I 1873 udvidedes
bestemmelsen til at gælde alle lejligheder under 80 kvadratalen
(ca. 31,5 m 3) og resultatet blev, at man bestræbte sig for at holde
lejlighederne nede under dette utilstrækkelige minimum. Fra
denne periode er det derfor ikke ualmindeligt at træffe køkkener
paa under 3 m 3, og ofte er lejlighedens største rum ikke en
gang 10 m 2.
7 Éyggelovene a f 1871 og 1875 viste sig meget snart mangelfulde.
I 1878 nedsattes derfor et revisionsudvalg, men først 11 aar der
efter vedtoges i 1889 en ny lov, den endnu gældende, hvis væsent-
1889—1900
ligste tilføjelser var kravet om en gadebredde paa 30 alen (18,83111)
mod de tidligere forlangte 20 alen (12,55 m) °g endvidere
10