6 / 81
længdeskillerum
i et hæfte mønstertegninger a f bygmester I. C. Krie-
ger et slags officielt stempel. Planen var meget klar: Gennem en
port eller en gang kom man ind til en trappe, der laa til gaar-
den. Herfra var der indgang til køkkenet og en stue. Som regel
laa køkkenet og en mindre stue mod gaarden, to—tre, undertiden
kun et, rum til gaden.
Studiestræde 8. Baghus. Slutningen a f ijoo-tallet.
Dette planskema blev varieret paa utallige maader, fra finere
Plantypen er her bragt nedpaa det absolute minimum:
borgerhuse for en enkelt familie til smaalejligheder i flere etager
fire lejligheder pr. trappeafsats. Gennem et etfaes
,
•
t i t
, M ,
,
,
, ,
,
, ,, ,
, ,
over hinanden, oer kunde brudes til huse baade paa meeret brede
køkken kommer man tit kun een stue.
°
0
.
og paa meget smalle grunde. Fælles for varianterne var, at de
næsten altid manglede entre, samt en vis stivhed i planen som
følge af, at lejlighederne som regel skulde opvarmes fra et enkelt
ildsted. For de stærkest reducerede lejlighedstyper medførte dette,
at al passage fra trappe til opholdsrum maatte foregaa gennem
køkkenet.
Gennem lang tid var disse ikke særlige praktiske og kun lidt dif
ferentierede lejlighedstyper tilfredsstillende for den almindelige
københavnske borgerstand og først over hundrede aar efter, at
plantypen havde haft sit gennembrud, mistede den sin førende
stilling i boligbyggeriet.
Den sidste del a f i yootallet blev en betydningsfuld opgangstid for
borgerskabet. Efter at de statsunderstøttede, toldopflaskede indu
striforetagender fra merkantilismens tid var blevet afviklet, satte
en naturlig industriel udvikling ind. De gamle mestres smaa
værksteder afløstes a f større værksteder, hjemmeindustri og manu
faktur, og en egentlig byarbejderklasse begyndte at dannes.
En stærkt voksende efterspørgsel efter de allertarveligste og b il
ligste boliger var betegnende for udviklingen. Familier, der helt
disponerede over deres eget hus, blev stadig sjældnere, allerede
omkring 1730 boede der gennemsnitlig 18 mennesker i hvert hus.
Selv for forholdsvis beskedne lejlighedsstørrelser ser man en tendens
til at gøre boligerne bekvemmere og til at skille rum med for
skellig anvendelse klarere ud fra hinanden. Men ligesom i aarhund-
redets begyndelse, skulde der en stor brand til for at det nye for
alvor kunde bryde igennem. Som direkte følge a f denne brand,
hvor 343 ejendomme brændte ned, kom der en række nye byg-
ningsforordninger, raadstueplakat a f
1795
.
Udover et stærkt ud
talt ønske om, at lejlighederne fik adgang til to trapper, blev det
bestemt, at alle udvendige mure skulde opføres som grundmur,
gavle skulde forsynes med brandkamme, trægesimser forbydes, og
der fastsattes bygningshøjder og minimumsmurtykkelser.
Det var blevet almindeligt at bygge huse, hvor trappen laa mere
centralt og køkkenet placeredes saaledes, at det ikke vanskelig
gjorde forbindelsen med de andre rum. I de mellemstore lejlig
heder blev entreen mere almindelig.
Ved genopbygningen efter branden fik en ny lidt større hustype den
førende stilling, en type, hvor køkkenet og en sekundær trappe (i
henhold til forordningerne) og efterhaanden nogle andre rum,
Skoubogade 4. Omkring aat 1800. Typisk totiappe-
sj g UCJ j
en sidefløj. Denne plans naturlige konsekvens, typen
lejlighed med sidefløj. Særlig 1 planer, hvor mere
0
.
'
.
.
r
0
.
end et enkelt opholdsrum var skudt ud i sidefløjen,
med soverum i en sidefløj, spisestue 1 det indadgaaende hjørne og
har manglen paa særligforbindelse til køkkenet været
forbindelsesgang til køkkenet kom først i den senere del a f 1800-
generende.
tallet til fuld udfoldelse.
5