KøbenhavnskeBoligtyper

Gavl der er kommet til syne ved nedrivningerne i Vogn-

magergade.Et

tydeligt vidne om de vanskelige aar inden

voldenefaldt, paabygningen erherskel i mindst3 tempi.

1856-1889

til at modtage, idet pladsforholdene lod meget tilbage at ønske.

Endnu i 1850 havde byen de samme grænser, som Kristian den 4.

havde givet den 200 aar før.

København var en fæstningsby, og militærmyndighederne for

drede, at et stort areal, det saakaldte demarkationsterræn, ikke

maatte bebygges bymæssigt. Indenfor demarkationslinien, som

laa ved Falkonérallé-Jagtvejen, maatte der kun bygges smaa

1-etages træ- og bindingsværkshuse, som ved en eventuel krig

hastigt kunde nedrives, saa fjenden ingen steder kunde finde

dækning, men frit kunde beskydes fra voldenes bastioner.

Afstanden til arealerne paa den anden side a f demarkationslinjen

var alt for stor (ca. 3 km) til, at man med datidens trafikmidler

kunde tænke paa at udvide byen bag den. Der var derfor ikke

andet at gøre end at klumpe sig sammen bag voldene. Under

stagnationsperioden 1800— 1830 klarede man sig nogenlunde med

pladsen, først 1831 naaede man op paa det samme antal huse

som i 1807. Men allerede 1840 begyndte manglen paa grunde

indenfor voldene at gøre sig gældende. Det blev nu almindeligt

at bygge nye etager paa de gamle huse, bag- og sidehuse opførtes

i mængde, og et stort antal kældere og lofter inddroges til beboelse.

Typisk for tiden er Borgergade-Adelgadekvarteret, der i sit anlæg

og sin første bebyggelse var helt fornuftigt, men paa grund a f

denne overbebyggelse nu hurtigt forslummedes.

Tilstanden blev efterhaanden ganske uholdbar, det var klart, at

byen maatte udvides. Endelig i 1852 gav militæret efter for folke-

opinionen, og det blev besluttet at flytte demarkationslinien til

søernes indre linie. Koleraepidemien i 1853 viste, at denne udvi

delse kom for sent. Sygdommens opstaaen og kolossale omfang

skyldtes udelukkende den slette hygiejne i forbindelse med den

uforsvarlige overbefolkning.

Byggeriet paa de frigivne arealer tog straks fart, og bestemmende

for denne bebyggelse blev i høj grad den ændring i boligforsynin

gens karakter, som efterhaanden var indtraadt. Tidligere havde

byggeriet væsentligst været baseret paa selvfinanciering, hvorved

det kun var de faa store rige borgerfamilier, der kunde bygge.

De byggede sjældent udover deres eget behov, og fattigfolk maatte

derfor indlogere sig i disse borgerhuses underste og øverste etager

eller senere, da bag- og sidehuse blev almindelige, i disse, mens

de velhavende boede til gaden.

I 1851 oprettedes imidlertid den første almindelige kreditfor

ening. Dermed var der skabt mulighed for byggeri a f lejeboliger

i større stil. De nye kvarterer blev da ogsaa i overvejende grad

behersket a f etagehuse med smaalejligheder bestemte for den a f

industrialiseringen skabte nye samfundsklasse, lønarbejderne.

Den første bebyggelse udenfor voldene fandt sted, hvor forbin

delsen med byen var bedst, nemlig hvor udfaldsvejene gennem

Nørreport og Vesterport gik, først langs selve disse veje, Nørre-

brogade og Vesterbrogade, senere ved nyudlagte veje, saaledes

paa Nørrebro Murer-, Tømrer- og Smedegade og paa Vesterbro

Viktoriagade og Absalonsgade.

Disse første anlæg fandt sted uden nogensomhelst plan. Først i

1856 vedtoges en byggelov for København. Denne fastsatte en

række hygiejniske, brandmæssige og konstruktive krav til nybyg-