15 / 109
Omkring 1924 blev de første anlæg udført i Leningrad. Den første 5-års plan
1928-32 indeholdt bestemmelse om, a ten del af de elværker, der var med på planen,
skulle bygges som kraftvarmeværker; først og fremmest skulle der anlægges fjern
varme i større stil i Moskva og Leningrad. I 1934 var der adskillige steder etableret
kraftvarmeværker, navnlig knyttet til de store industricentre, men også i flere af storby
erne. Den anden femårsplan 1933-37 forudsatte en væsentlig udvidelse af kraft-varme
værkerne. Industriproduktionen og de økonomiske forhold i disse år viste en forbed
ring i forhold til den første 5-års periode, en forbedring, der også satte sine spor i
kraft-varmeproduktionen. Det angives, at den samlede varmeledningslængde gennem
årene er steget således: 1925 0,4 km, 1927 0,6 km, 1929 19 km, 1933 100 km, 1938
463 km og 1939 525 km. Ved krigens udbrud i 1939 var der ca. 100 varmeværker i
Rusland, hvoraf dog de fleste, så vidt vides, var af beskedent format. De største v a r:
Moskva med tilsluttet maksimalbelastning 510.000.000 kcal/h, Leningrad med
216.000.000 kcal/h og Gorki med 120.000.000 kcal/h. Man havde før 1939 planlagt
store kraftvarmeværker til praktisk taget alle storbyer, men det er ikke på indevæ
rende tidspunkt oplyst, i hvilken udstrækning disse planer er bragt til udførelse.
Island udgør på opvarmningsområdet et kapitel for sig. Varmebehovet er stort,
fordi der er så koldt, at man må fyre praktisk taget hele året rundt. Til gengæld er
vinteren langt mildere end f.eks. i Danmark, således at varmebehovet er forholdsvis
jævnt fordelt over året, og man er fri for store spidsbelastninger. Der er meget få
brændselsstoffer i Island, og de, der findes, er af forholdsvis ringe kvalitet. Importeret
brændsel har altid været dyrt, vel hovedsagelig på grund af den lange søtransport.
Til gengæld har man jordvarmen i form af varme kilder til disposition mange steder.
Denne jordvarme har været udnyttet helt tilbage fra sagatiden, men først i
årene umiddelbart før den anden verdenskrig bestemte man sig til at udnytte den i
helt stor stil til opvarmning af hele Reykjavik by. Det lykkedes efter mange besvær
ligheder, der navnlig var forårsaget af krigen, at gennemføre arbejdet, således at
anlægget kunne tages i drift i 1943.
Dette anlæg er vel et af de ejendommeligste, der findes, idet man tager varmen i
form af varmt vand fra de varme kilder ved Reykir, således at varmen er til stede
uden anvendelse af brændsel af nogen art. Vandet pumpes gennem en 15 km lang
dobbeltledning til et højdebeholderanlæg uden for Reykjavik, hvorfra det fordeles til
praktisk taget alle byens huse, således at så at sige samtlige 40.000 indbyggere får
varme herfra.
Vandet har en temperatur på 75-80° C, og det afkøles i ejendommenes varmeanlæg
til ca. 45° C, hvorefter det løber bort i kloaksystemet eller anvendes til badevand etc.
Den samlede ledningslængde i byen er ca. 70 km, hvoraf ca. 40 km ligger i byens
gader, medens de ca. 30 km er stikledninger ind til husene. Ledningerne er enkeltled
ninger, idet der ikke er nogen cirkulation, men vandet bortledes efter afbenyttelsen.
Hele systemet minder således mere om de almindelig kendte vandværksanlæg, hvor
Island
15