KøbenhavnskeMedicinskeSelskaber

111

Tid at have været lige saa rigt som nogensinde tidligere. Man kan sikkert

heller ikke betegne de Aar som golde, i hvilke Mænd som Jacobson, Hannover,

Eschricht og flere andre virkede. Mange af de Meddelelser, der gjordes i

Selskabet, fik jo blivende Betydning i Medicinen og rygtedes langt ud over

Landets Grænser, inden de gik ind i det medicinske Fælleseje. Men alligevel

var Selskabets gamle Hæmsko, dets Eksklusivitet efterhaanden bleven meget

følelig, og jævnlig var Antallet af udenlandske Medlemmer større end de

indenlandskes. Medlemslisten for 1845 saa saaledes ud:

Æresmedlemmer ........................

ordentlige indenbys Medlemmer

udenbys

korresponderende

udenlandske

161

Bang søgte derfor at bringe en Sammensmeltning i Stand imellem de

to Selskaber, og han indsendte derfor følgende Skrivelse:

Det kongelige medicinske Selskab har nylig fyldt sit 73. Aar; det

vakte i sin Ungdom de bedste Forhaabninger, dets Bedrifter naaede til

fremmede Lande og vandt en fortiendt Anerkiendelse, senere blev det

af flere uheldige Omstændigheder nødt til at leve ubemærket, uden ydre

Livstegn, disse blev det for en Tid atter sat i Stand til at yttre, fornemlig

ved kongelig Understøttelse, men snart begyndte Kræfterne meer og meer

at aftage; Aldrens Skrøbeligheder blive tydeligere, Stemmen naaer sielden

udenfor dets egne Vægge og inden disse er der ofte saa lidt tiltalende

at den ofte lyder for tomme Stole. At Selskabet trænger, ikke blot til

palliative Styrknings Midler, men at et heelt nyt Liv maa indaandes,

derom ere vi sikkert alle eenige, men hvorledes dette skal skee, derom

blive vi mueligen ikke eenige.

Man har sagt, at de lærde Selskabers Tid var forbie, at de ikke længer

vare nødvendige, ikke nyttige. I een Henseende er dette uden Modsigelse

rigtigt. Den Tid er forbie, da man satte en Ære i at lade trykke bag sit

Navn en Snees Selskaber, hvoraf man var Medlem, da man antog dette

for et nødvendig Lærdoms Skildt eller bildte sig ind, at det kunde have

personlig Nytte. Destoværre synes ogsaa deres Tid at være forbie i en

mere væsentlig Henseende. Hvor gavnligt maa det ikke antages at være,

at Videnskabsmænd komme sammen for at discutere over deres egne

Meninger og Erfaringer eller underkaste de Andres en fælleds Drøftelse,

og dog lærer den daglige Erfaring, at de fleste lærde Selskaber ere i

Forfald og at de kun bestaae, hvor Nyhedens Interesse vækker og ved-