114 / 290
109
deres Privilegier som om de vare reelle. Sundhedskollegiet anmeldte ved
samme Lejlighed, at der snart vilde fremkomme et Forslag om at bevirke,
at samtlige Apotekerprivilegier i Danmark blev de facto personlige. I alle
disse Forhandlinger havde der ikke været et eneste dissentierende Votum
fra noget af Kollegiets lægekyndige Medlemmer. Endog de farmacevtiske
Assessorer var enig med Medlemmerne i, at det var en Uskik, at hvert nyt
Privilegium betragtedes som et reelt, og først da Talen blev om en almindelig
Indførelse af personlige Apoteksprivilegier i Stedet for de, om ikke
de jurc
saa dog
de facto,
reelle Apoteksprivilegier, dannede de herimod den stærkeste
Opposition. Det fremgik endvidere af Forhandlingerne, at ogsaa i Kancelliet
havde der vist sig nogle Forsvarere af det bestaaende Forhold og at man
havde fundet det haardt, at en Apoteker ikke skulde kunne overlade sit
Apotek til sin Søn, Enke eller Paarørende. Sundhedskollegiets lægekyndige
Medlemmer havde derimod enstemmigt erklæret det for ulige haardere, at
den duelige Farmacevt skulde staa tilbage for den mindre duelige, fordi
denne var Søn eller Paarørende af en Apoteker; man fandt det lige saa
urigtigt, at Privilegierne var Genstand for Køb og Salg, hvorved Spørgsmaalet
om privat Formue blev Hovedmomentet, og disse var da ogsaa for Tiden
steget saadan i Pris, at Apoteksejere selv med den tilstaaede 100 pro Cents
Avance ofte kun formaaede at tjene Renten af Købesummen. Denne høje
Avance trykkede den Del af Befolkningen, som mindst egnede sig til at taale
Paalæg, nemlig de syge, og kom saaledes slet ikke de fungerende Apotekere
til Gode, men derimod de tidligere Sælgere af Privilegiet, skønt disse, paa
ganske enkelte Undtagelser nær, fra først af havde faaet Privilegiet gratis.
Som en Følge heraf var det Sundhedskollegiet magtpaaliggende at forberede
en gennemgribende Reform, hvorved samtlige Apotekerprivilegier kunde
bestemmes som personlige, men dog saaledes, at de eksisterende Apoteks
ejere, som havde købt Privilegiet til høje Priser, ikke led noget altfor føleligt
Tab. Man sluttede sig til et tidligere af den svenske Apoteker
Forshæll
(96)
gjort Forslag, som det formentlig bedst egnede. Dette gik ud paa at finde
et Apoteks Værdi ved at lade det vurdere og at trække Taksationssummen
fra Købesummen. Den Sum, der saa kom ud, skulde udgøre en Amortisations-
fond, hvoraf Apotekeren skulde svare 5 pro Cent aarlig, medens han erholdt
pn Obligation for Beløbet med en Rente af 4 pro Cent, saa at han i Virkelig
heden kun betalte 1 pro Cent aarlig af den Sum, til hvilken Privilegiet var
vurderet. Desuden skulde andre Lettelser indføres, Taksten skulde saaledes
ikke nedsættes. Kancelliet vilde imidlertid ikke gaa med til en almindelig
Forandring, men kun indføre de personlige Privilegier ved de nyoprettede
Apoteker og saa maatte Forslaget falde bort.
Man aner, at hele denne Kamp om Privilegierne har været noget ufor-
staaelig, for i det følgende Møde gav Mansa en Skildring af de første Apoteker
privilegier i Danmark, et Foredrag, der supplerede og hvilede paa en