109 / 290
104
trængte af samme blandede Følelser, der i disse betydningsfulde Dage
røre sig i hvert dansk-følende Hjerte.
Med dyb Vemod dvæler Tanken ved en Fortid, der minder os om,
at vi ikke blot som Borgere har tabt en højt elsket faderlig Konge, men
som Videnskabsmænd en trofast Ven af Videnskaben, som Medlemmer
af vort Selskab, vort Selskabs ophøjede Beskytter. Dog trøstefulde rette
vi Blikket mod Fremtiden og dens Forhaabninger. Med oplivet Mod saa
vi da en Fyrste bestige Thronen, hvis ædle Hjærte og rigt begavede Aand,
hvis modne Erfaring og hele tidligere Livsfærd indeholder de lykkeligste
Forjættelser for Danmarks Velvære som for alle høiere Interessers
Fremme. Selv dannet i Naturbetragtningens Skole og med aabent Øje for
alle Videnskabens didhørende Retninger vil Deres Majestæt ogsaa have
agtet paa vort Selskab og dets Virken i Tiden. At samle og prøve det
praktiske Livs Iagttagelser og Erfaringer og atter at overføre det hermed
vundne videnskabelige Udbytte paa Livet og Kunsten, det var det For-
maal dets første Stiftere tilsigtede, og det er samme Aand, hvori Selskabet
senere har søgt at virke i sine Møder for Samtiden, i sine Skrifter tillige
for Eftertiden. Hermed hævdede Selskabet sig snart en anseet Plads blandt
Udlandets videnskabelige Foreninger af lignende Art, medens dog ingen
Paaskjønnelse af dets Fortienester kunde være Selskabet mere tilfreds
stillende end da Danmarks Konge, i Erkjendelse af dets gavnlige Ind
flydelse paa Lægevidenskabens Uddannelse i Fædrelandet, hædrede det
med sit kongelige Navn og med Tilsagnet om sin allerhøieste Beskyt
telse. — At Selskabet har vedblevet at gøre sig denne værdig, derfor borge
os de gjentagne Naadesbeviisninger, vor nys forevigede Konge lod Sel
skabets tilkomne, og dem Taknemmelighed giør os det til Pligt i denne
Stund at mindes. Faderlig Omsorg for sit Folks Bedste gav Frederik VI
indtil hans sidste Dage et velvilligt Øre for mange til Lægekunstens
Tarv sigtende Foranstaltninger og Forbedringer; kærlig Omhu for
Videnskabens Pleje gjorde ham tillige til vort Selskabs huldrigeste
Beskytter.
Deres Majestæts Thronbestigelse vil være os en ny Opfordring til ved
forenede Kræfter at virke for vort Selskabs Formaal. Stolt føler sig hver
dansk-sindet Videnskabens og Kunstens Tjener i Bevidstheden om, at
hans Konge i egen Aandsfylde kan søge Raad og Dom for hver nyttig
Stræben, hvert Fremskridt til det bedre; og lykkelige prise vi os ved
Forvisningen om at vor Konge ikke blot har Evnen, men ogsaa har Villien
dertil. At denne kongelige Villie ogsaa særligen vil omfatte de til vor
Videnskabs som til det danske Medicinalvæsens Fremme ønskelige
Forandringer og navnligen vil vide at fjærne de Hindringer, der endnu
staar iveien for de vordende Lægers mere alsidige Dannelse og mere
frugtbringende Virken, derom vidner alt Deres Majestæts allernaadigste