KøbenhavnskeMedicinskeSelskaber

102

Zah rtmann

. De optoges alle med Undtagelse af Neukirch, og nu skete der det

mærkelige, at Reumert, Courlånder, Bentzen og Zahrtmann i en Skrivelse (92)

beklagede ikke at kunne benytte Admissionen, da Neukirch, et Menneske, som

det i enhver Henseende var dem en Glæde at kunde kalde Kollega, var vraget.

Saa maatte man genoptage Eschrichts Forslag og sætte det under Diskussion.

Schønberg

mente, at der var meget, der talte for Forslaget, men gik det

igennem, vilde Selskabet antage en ny Skikkelse, der altfor meget stred mod

Lovene. Desuden vilde det blive overordentlig vanskeligt at føre Kontrol

ved Møderne, naar Adgangen blev offentlig, selv om man benyttede Billet

uddeling. Kontrollen kunde dog sikres ved at man indskrev sig i en Bog

ved Mødernes Begyndelse. Stabskirurg

Muller

modsatte sig Forslaget, fordi

det vilde modvirke Selskabets væsentligste Formaal, de videnskabelige Dis

kussioner. Han frygtede ogsaa for at »en umiskendelig national Timiditet«

vilde afholde Folk fra at deltage i Diskussionerne, naar Møderne var offent

lige.

Eschricht

fandt, at Timiditeten bedst bekæmpedes ved Offentlighed.

C. P. M. Hansen

var vis paa, at naar de unge Kandidaters Nysgerrighed var

tilfredsstillet vilde de igen forsvinde af dem selv og Selskabet kunde da

holde offentlige Møder for tomme Bænke.

S. J. Ballin

slog fast, at Lovfor

andringer kun kunde vedtages paa Generalforsamlingerne, men da Sel

skabet ingen saadanne havde — det hed overordentlige Forsamlinger — fik

han ikke Medhold.

Trier,

Sekretæren, mente endelig, at saavel Selskabets

Ære som dets Interesse syntes at tale for, at man for Tiden ikke foretog Lov

ændringer, for ikke at give Selskabet Skin af at have ladet sig bestemme

eller foranledige dertil ved det fra nogle admissi tilstillede Brev. Dette maatte

han i dets Oprindelse betragte som et Misgreb af Vedkommende, men Sel

skabet vilde maaske begaa et end større Misgreb ved at lade sig i ringeste

Maade paavirke deraf, og Consequentserne heraf for Fremtiden kunde blive

farlige for Selskabets Interesse.

Eschricht

var villig til at tage sit Forslag

tilbage igen, hvis man vilde fremlægge det næste Aar, men det kunde ikke

loves, og da Pluraliteten forlangte Afstemning, gik man over til Voteringen

ved hvilken Forslaget faldt med 4 Stemmer mod 16.

Ved det næste Møde udeblev alle admissi og i næsten et helt Aar mødte

kun Garoe op, men han var til Gengæld saare trofast til at give Møde.

For tredje Gang sattes det Eschrichtske Forslag under Diskussion 17.

Oktober 1839, efter at der var stillet Ændringsforslag til det af

L e v y

og Etats

raad

Ørsted,

men det faldt ogsaa denne Gang, skønt man nu var gunstigere

stemt mod det end tidligere.

Helt uventet har det neppe været at admissi fik en Forbundsfælle i det

nye Tidsskrift »Ugeskrift for Læger«, hvis første Bind, under Redaktion af

Ahrensen

Kayser,

begyndte at udkomme 1839. Det er ogsaa Selskabets

fornemme Afsondrethed der drages til Felt imod der. Redaktionens Hj ærter

banker ikke hurtigere fordi Med. Selskab begynder en ny Sæson. Der