102 / 290
97
vilde være fritaget for al videre Del i Sagen. Denne behandledes efter den
sædvanlige Forretningsgang, der balloteredes og det vedtoges at fremme den.
Det varede længe inden nogen Besvarelse kom, den første forelaa 3 Maj 1827
og først da nedsatte man en Bedømmelseskomité, bestaaende af Professorerne
Saxtorph, Jacobson og Reinhardt. Man havde øjensynlig kun haft ringe Tillid
til at Medlemmerne skulde have taget fat og havde derfor ventet, ijioget imod
sædvanlig Brug. Der indkom senere endnu en Besvarelse, og 22. Juni 1828
var Komitéens Betænkning færdig (81), saa at man i August kunde begynde
Forhandlingerne om Præmiens Uddeling. Af Besvarelserne gik den ene ud
paa Forhaand, da Forfatteren var bleven ked af at vente og havde ladet sin
Artikel trykke i Meckels Arkiv (82). Den anden blev befundet skreven med
Grundighed og Skarpsind, men kunde alligevel ikke anses for fyldestgørende.
Komitéen foreslog derfor, at udsætte Prisspørgsmaalet endnu en Gang og at
sende Hegewisch Beretning om hvad der var sket (83), for at erfare hans
nærmere Ønsker. Denne gik beredvillig ind paa Forslaget og forøgede endda
Præmien med 5 Dukater (84), hvorefter man optog ham som ordentligt
Medlem 13. November 1828. Hegewisch maa have ment, at Udsættelse af
Prisspørgsmaal var en Maade at fremme Medicinen paa, for da han takkede
for sin Udnævnelse sendte han, tilligemed en Afhandling om Croup, 24 Eks
emplarer af
Preisfrage iiber die Perfektibilitåt der Medicin
og senere forsøgte
han endnu en Gang at interessere det medicinske Selskab for et Prisspørgs
maal om
Brændte Skaders Behandling
(85); men da vedtog man rigtigtnok,
at Herholdt privat skulde meddele Hegewisch Selskabets Mening »at det for
Tiden ikke fandt det passende at indlade sig derpaa.« Man havde jo ogsaa
Erfaring for, at det var vanskeligt at faa nogen til at besvare Spørgsmaalene.
Endelig i Mødet 7. April 1831 var man naaet saa vidt, at man kunde oplæse
den i Oktober forrige Aar indleverede Besvarelse af Spørgsmaalet om Hudens
Absorption, og den viste sig kun at indeholde velbekendte Ting. Afhandlingen
og den forseglede Seddel med Forfatternavnet deponeredes i Arkivet og
Hegewisch fik sin for Dukaterne udstedte Obligation tilbagesendt (86).
Var Forholdet til Udlandet godt, saa stod det ikke saa vel til med
Foreningens indre Liv. Der skete nemlig intetsomhelst af Betydning og man
syntes at være kommet ind i et Dødvande, maaske var Nedgangstiden allerede
begyndt. Klagerne over Uefterrettelighed med Foredragene, over Ulysten til
at give Møde, lød som før, og rent galt blev det, da man begyndte at kræve
Mulkterne ind hos de Medlemmer, der var Naturforskere og ikke Læger.
Hvorledes det gik til ser man af følgende Brev (87), i hvilket Udhævelserne
er Brevskriverens:
I Anledning af Circulairet angaaende Muleterne til det medicinske
Selskab, finder jeg det passende at tilskrive Dem følgende, Hr. Doctor!
Da jeg havde skrevet den Anmærkning, som De vil finde paa hiint
7
)