130 / 290
op, men man pegede tillige bestemt paa. at den foreslaaede Ordning »ikke var
i Stand til at afhjælpe de Savn, Tabelværkets Fremstillinger af Befolknings
forholdene have frembudt.« I en meget udførlig Redegørelse godtgjorde man,
at lægevidenskabelig Indsigt var nødvendig paa alle Punkter, naar der var
Tale om statistisk Behandling af Befolkningsforholdene, og man fremsatte
det tidligere nævnte Ønske, »at der for Fremtiden normeres et fast Forhold
imellem det statistiske Bureau og Selskabet« med stor Kraft under Henvisning
til, at Ministeriet ved sin Fremgangsmaade selv havde anerkendt Rigtigheden
af Selskabets Holdning. Med Hensyn til Ordningen af Forholdet maatte
Selskabet anbefale, at det selv valgte et af sine Medlemmer »til stadigen at
conferere med det statistiske Bureaus Chef, naar dettes Forretningsorden
var fastsat.«
Det varede noget længe, inden det endelige Svar indgik fra Ministeriet,
men da det kom (14. Marts 1850) var det fuldt imødekommende, ogsaa hvad
det angik at vælge et Medlem ud af Selskabets Midte. Valget faldt paa Prof.
Kayser, man kunde næsten sige selvfølgeligt.
125
Det er ovenfor nævnt, at der havde været stille i den medikoforensiske
Komité, men ogsaa for den blev 1849—50 store Kampaar, dog holdtes Striden
denne Gang indenfor Selskabets indre Rammer, skønt den drejede sig om et
Spørgsmaal, der nok kunde interessere Offentligheden. Da Beretningen
aflagdes (29. November) holdt Dr.
M. Hassing
et Foredrag:
Om tidssvarende
Hospitalsordning med specielt Hensyn til det almindelige Hospital,
og i Ind
ledningen fremsatte han det Spørgsmaal om det ikke var ønskeligt, at der
blev nedsat en Komité af Jurister og Læger for at omordne vore medicinske
Forhold. Det vage Udtryk blev fra flere Sider angrebet og Kærnepunktet
i den paafølgende Diskussion blev Spørgsmaalet om store Servicer i Modsæt
ning til smaa, altsaa om Hospitalernes, særligt Almindeligt Hospitals, indre
Ordning. Den fornemste Modstander af de smaa Afdelinger var Overlæge
S. E. Larsen,
der hævdede, at Stoffet paa Alm. Hosp. ikke var videre skikket
til klinisk Behandling, da det var altfor ensformigt og fordi der var saa
mange kroniske kirurgiske Tilfælde, der ikke behøvede at tilses daglig. Han
blev paa dette Punkt imødegaaet af Fenger, der netop fandt et saadant
Materiale egnet for Kliniken, men som samtidig gjorde opmærksom paa,
at Læger med stor Privatpraksis næppe kunde ofre den nødvendige Tid paa
de store Servicers Belægning. Det, der laa bag, var imidlertid Spørgsmaalet
om, hvorvidt de veneriske Patienter skulde udskilles fra den øvrige Bestand,