133 / 290
128
loyalt. Bølgerne gik i det hele højt og Resultatet blev at hele den mediko-
forensiske Komité nedlagde sit Hverv 10. Januar 1850. Medlemmerne, Hassing,
Melchior, Bugge og Selmer, redegjorde i en lang Skrivelse (107) for deres op
sigtvækkende Skridt, og de skaanede sandelig ikke Selskabet for Spot. De
havde opfattet deres Opgave »væsentligt fra et praktisk Synspunkt — en
Betragtningsmaade, som endnu i dette Øjeblik forekommer os fuldkommen
berettiget efter hele den Aand, der gjennem det for 4 Aar siden
af Selskabet
vedtagne
Forslag til permanente Komitéers Nedsættelse, som er trykt i For
talen til dets nye Skrifter, og som navnlig paalægger den mediko-forensiske
Komité »at giøre Forslag til Forbedringer i vor Retstilstand, for saa vidt denne
vedkommer Lægen«, medens det tillige tilsiges Komitéerne »at Selskabet vil
anvende al den Indflydelse, hvoraf det maatte være i Besiddelse, til paa
enhver Maade at fremme deres Arbejde.« Nu forelaa der altsaa to Mulig
heder, enten havde Selskabet ved sin Afstemning desavoueret den Tendens,
det selv en Gang havde vedkendt sig eller ogsaa havde Komitéen opfattet
sin Opgave urigtigt. I første Tilfælde kunde man ikke arbejde videre, da
man vilde komme til at mangle Selskabets Støtte, i andet kunde Selskabet
ikke være tjent med at have en Komité, der arbejdede i anden Aand end
ønsket. Skrivelsen slutter med en spydig Bemærkning om, at Komitéen godt
kan nedlægge sit Hverv, da den jo med sine Anskuelser befinder sig i Mino
riteten og man derfor let vil kunne finde andre Kræfter, der kunne træde
i Stedet.
Konferentsraad Bang maa have følt Resultatet af Afstemningen som et
personligt Nederlag. Han protesterer ogsaa, og denne Gang var gamle Ole
vred og hans Skrivelse har Næb og Kløer (108).
Jeg har modtaget det kgl. med. Selskabs Skrivelse af 6. Januar d. A.
og deraf seet, at det paa Grund af manglende Oplysninger fra den eene
Side ikke havde tilstrækkelig Kiendskab til Sagen i dette specielle Til
fælde, og at man ei kunde indlade sig paa samme. Da jeg ildie ansaa
det for passende at være tilstæde ved Discussionen af Sagen, være det
mig tilladt skriftlig at meddele min Misstemning over at Selskabet har
tilbageviist en saa vigtig Sag uden mere betydende Grunde end Over
lægernes Erklæring. Af Sundhedskollegiets Forhandlinger 1848, havde
Selskabets Medlemmer let kunnet giøre sig bekiendt med det, som i hiin
kaldes »ejendommelige Forhold« og hvis jeg ikke — deels som fleere-
aarig Directeur ved Hospitalet, deels af Overlægernes Betænkninger i
denne Sag — havde vidst, at der ikke gaves saadanne Forhold, der kunde
have Indflydelse paa det almindelige Spørgsmaal, havde jeg neppe fore
lagt Selskabet dette, hvis Discussion og Besvarelse jeg ansaa ikke alene
interessant for samme, men hvormed jeg tillige tænkte mig Begyndelsen
gjort til at hævde Selskabets Rang som videnskabelig Autoritet. Formaalet