132 / 290
127
at en Formindskelse af hint og den derved vundne Tid, vilde være dem
mere tienligt end det nbetydelige Tillæg, som muligen kunde blive til-
staaet, og at dette tillige vilde sætte dem i Stand til endnu længe med
samme Kraft og Iver at arbejde i Statens og Videnskabens Tieneste,
hvilket under de nærværende Forhold ikke saa længe kan forventes.
Jeg er næsten overtydet om, at hvis de Herrer Overlæger havde betragtet
Sagen fra dette Synspunkt — og aldrig har jeg givet dem Anledning til
at kunde giøre det fra nogen anden — havde de næppe modsat sig en for
dem selv saa gavnlig Foranstaltning.
Skulde det ærede Selskab ansee Sagen fra Videnskabens og Humani
tetens Side saa vigtig, at den fortiener yderligere Opmærksomhed, vil
det vide at vælge den bedste Maade, hvorpaa Discussionen desangaaende
kan lede til et Resultat, som af mig videre kan benyttes. Skulde Selskabet
imidlertid ikke ansee Sagen værdig til videre Behandling, beder jeg mig
derom underrettet, det vil rimeligvis bidrage til, at ogsaa jeg — henlægger
den og derved undgaar et Arbejde, der rimeligvis fortiden bliver frugtes-
løst, men dog vil vidne om Lyst til at gennemføre gavnlige Reformer.
Kjøbenhavn 30. Nov. 1849.
q
g ang
Bang havde altsaa peget paa det principale i Sagen og var for Delingen.
Men da Sagen i Januar 1850 anden Gang optoges, mødte der nye Vanskelig
heder, idet de to Overlæger, Christensen og Larsen skrev til Selskabet, at
de ikke vilde deltage i nogen Diskussion, fordi de derved vilde gøre Brud
paa deres embedsmæssige Diskretion, og da de ikke vilde anerkende nogens
Kompetence til at tage Alm. Hospitals Forhold op til Kritik, da udenfor-
staaende ikke havde Kendskab til dette Hospitals »og de der forpleiede Pa
tienters eiendommelige Forhold.« Desuden nedlagde de Protest mod ethvert
i eensidig Retning udadgaaende Skridt i denne Sag fra Selskabets Side. Man
maatte nu tage Kompetence-Spørgsmaalet op og Resultatet blev, saaledes som
man i et Brev (3. Januar 50) tilmeldte Konferentsraad Bang det, »at skønt
man ansaa Sagen i Almindelighed om en hensigtsmæssig Anordning af
Hospitalets Servicer for værdig til at tages under Behandling, troede Majori
teten dog, at man paa Grund af manglende Oplysninger fra den ene Side ikke
havde tilstrækkelig Kendskab til Sagen i dette specielle Tilfælde, og at man
altsaa ei kunde indlade sig paa samme.«
Man skulde nu tro, at Sagen om Oprettelsen af Landets første Specialcervice
var bragt til en foreløbig Afslutning, men det var ingenlunde Tilfældet. Den
ene Protestskrivelse efter den anden strømmede ind. Der var ikke andet at
gøre end at indkalde til Møde igen og faa den formelle Side drøftet en Gang
til. Der anførtes nu Anker fra mange forskellige Sider, blandt andet paatalte
man, at Referatet i Bibliothek for Læger om Forhandlingerne ikke var affattet