53 / 290
48
Embedsmandsvalgene fandt Sted paa Mødet inden Stiftelsesdagen, som
højtideligholdtes ved en overordentlig Forsamling. Mulige Lovændringer
skulde foreslaas skriftligt, cirkulere og derefter gaa til Afstemning.
Medens Københavns medicinske Selskab nu til Dags er Lægernes viden
skabelige Forening i Modsætning til Lægeforeningen, der forfølger kollegiale
og praktiske Formaal, var Forholdet oprindelig et ganske andet. Ved Stif
telsen var det medicinske Selskab en Organisation af praktiserende Læger
og det, man havde for Øje, var Forholdene i den praktiske Udøvelse af den
daglige Gerning. Det slaas fast i Selskabets Forhandlingsprotokol, at alle
Stifterne havde Doktorgraden og i Lovene er en af Betingelserne for at blive
ordinært Medlem netop den, at man skulde være Doktor. Denne Grad var
nemlig i Virkeligheden Adkomsten til at man havde Ret til at praktisere,
saaledes som det var blevet bestemt mange Gange, senest i Christian VI’s
Fundats af 31. Marts 1732. At Bestemmelsen langtfra overholdtes, er en
anden Sag, men i Stiftelsesaaret 1772 stod den ved Magt og først da Fun
datsen af 7. Maj 1788 indførte Embedseksamineme ved Universitets Faku l
teter, blev Retten til at praktisere fri for alle, der havde bestaaet den me
dicinske Eksamen. Doktorgraden rykkede derved op i et højere Plan og
blev et Stempel, der antydede større videnskabelig Kyndighed end den, der
behøvedes til at praktisere (2). Tode har altsaa haft Ret, naar han et Sted
siger, at Selskabet kun beskæftigede sig med praktisk Medicin og ikke
med Teori.
Selv om man var bleven enig om Lovene, var der dog en Del at bringe
i Orden inden at Møderne kunde begynde. Først og fremmest skulde de seks
Medlemmer træffe en Aftale om den Rækkefølge, i hvilken de skulde ind
sende deres Afhandlinger. Ved Lodtrækning blev følgende Orden bestemt:
Abildgaard, Saxtorph, Tode, Schønheyder, Callisen og Junge. Stemmeflerhed
gav Junge Stillingen som Vice-Præses og Tode blev Sekretær. Samtidig blev
det Aftale, at Møderne skulde holdes hver Onsdag Kl. 5—7 hos Tode. Junge,
der straks følte Magten tynge og som maaske ikke rigtig vidste, hvad han
havde indladt sig paa, bad sig fri for at levere de pligtige Skrifter, saalænge
lian var Vice-Præses, og det blev ogsaa bevilget, rigtignok med den T il
føjelse, at det ikke vilde blive bevilget hans Efterfølgere. Man skulde ikke
kunne knibe ud fra sine Pligter ved at dække sig bag Embedsmandsstillingen.