KøbenhavnskeMedicinskeSelskaber

Nu skulde man altsaa se, hvorvidt de nye Bestemmelser havde hjulpet.

En Uge efter Vedtagelsen (21. Ju li 1775) afholdes Møde og Forhandlings

protokollen siger: »Da ingen andre uden Dr. Junge og Dr. Bang mødte inden

63/4, meente vi os fritagne for at bie længere og gik derfor bort«. De mange

Anordninger havde altsaa ingen som helst Virkning haft og i Januar 1776

besluttede man derfor enstemmigt, at enhver af membra, som bliver borte,

naar hans pensum bliver bedømt, skulde betale 4 Mark i Mulkt, »og gælder

ingen Undskyldning uden Sygdom eller Rejser«. Anstændigvis kunde man

jo ikke blive borte første Gang et Arbejde skulde fremlægges, da Forfatteren

selv skulde læse det op.

Nye Vanskeligheder opstod, idet den nedsatte Kommission af 13. Novem

ber 1776 til Kirurgiens Fremme (4) file indirekte Indflydelse paa Medicinsk

Selskabs Møder. Fire af dettes Medlemmer — Aaskou, Saxtorph, Callisen og

Gulbrand — var nemlig ogsaa Kommissionsmedlemmer, og da Møderne i den

afholdtes om Fredagen, kunde de ikke være til Stede ved Medicinsk Selskabs

Forhandlinger. Lørdag blev derfor gjort til Mødedag, men Resultatet var ikke

videre straalende. Ved den første Forsamling efter den nye Ordning kom

kun de Meza og Tode »og da Kl. s/4 paa 7 ingen flere Medlemmer kom«, gik

de igjen. Torsdag Eftermiddag Kl. 6 blev saa enstemmig vedtaget, men i

Aarenes Løb maatte Dagen ofte ændres under Hensyn til de ledendes Em-

bedsforretninger. En ringe Bedring sporedes dog efter at Torsdagen var sat,

men hvert eneste Aar har sine Klager over at Medlemmerne udeblev.

Denne Uvilje til at give Møde ha r vel haft sin væsentligste Grund i at

Forsamlingerne var altfor hyppige og i at der var Mødepligt. Foredragene

har vel hverken været værre eller bedre end Foredrag nu en Gang er. De

kasuistiske Meddelelser fra Bypraksis har neppe altid været lige underhol

dende, men mange Emner ha r dog nok vakt Interesse, en og anden Gang

ogsaa Foredragsholderens Personlighed. Dette ha r saaledes sikkert været T il

fældet med den gamle Dr.

S. de Meza,

der var velkendt som Hovedstadens

eneste jødiske Læge og som en af de mest beskæftigede. Hans ydre Appa

rition var fremmedartet, han havde vakt stor Opsigt ved et Skrift om Børne

opdragelse, der var blevet betegnet som lascivt og han var bleven valgt ind

i Medicinsk Selskab paa Grund af sine Fortjenester som praktiserende Læge.

Han gjorde en Tid hvad han kunde for at holde Selskabet i Aande, idet han

havde to Sønner, der begge studerede Medicin og som han vilde have op

taget som permissi. De Meza lod dem derfor indsende det ene Pensum efter

det andet, men de blev stadig afvist og der gik flere Aar hen, inden de slap

ind. Megen Glæde fik de ikke af Optagelsen, da de begge døde unge. Den

ene

Christian Theophilus de Meza

har forøvrigt efterladt sig en Selvbiografi,

i hvilken han omtaler sin Optagelse i Selskabet (5). Disse Vanskeligheder

betød dog ingenlunde, at m an ikke behandlede den gamle Læge med den